De danske veje kan snart blive befærdet af endnu større køretøjer. EU’s Transportudvalg er i dag blevet enige om nye bestemmelser for lastbiler, der angiveligt skal øge trafiksikkerheden.
Forslaget mødes med skepsis fra Harry Lahrmann, der er trafikforsker på Aalborg Univsersitet:
-Der er ingen tvivl om, at jo større forskel der er mellem dem, der vejer mindst og dem, der vejer mest, desto værre er det for trafiksikkerheden, siger han.
Læs også: Ingen ved om stoppepligt for lastbiler vil redde liv
I udvalget har et centralt argument for forslaget ellers været, at de større lastbiler øger trafiksikkerheden. Desuden mener man, at kæmpelastbilerne vil gavne miljøet. Anna Rosbach fra Miljøpartiet Fokus, der er suppleant i Transportudvalget, er derfor begejstret for forslaget:
– I dag er en rigtig god dag for både miljøet og de bløde trafikanter. Vi har fastsat et brændstofkrav til nye lastbiler, som sikrer, at de kører længere på literen og nye sikkerhedskrav, der gør det muligt for lastbilproducenterne at lave længere førerhuse. Det mindsker både risikoen for blinde vinkler og gør samtidig lastbilerne mere aerodynamiske, skriver hun i en mail.
Planen er, at lastbilernes kabiner skal laves længere, end de er nu. “Snuden” forlænges, og på den måde får chaufførerne et større udsyn og overblik ved eksempelvis højresvingssituationer, end hvis de var placeret længere fremme i kabinen.
Der er ikke lavet nogle undersøgelser, der bekræfter, at større lastbiler er mere sikre. Forskeren uddyber:
-Fra et trafiksikkerhedssynspunkt er det ikke smart, at lastbilerne bliver større og større, siger Harry Lahrmann.
Læs også: Lastbilchauffør: Cyklisterne skal helt frem
Udvalget håber, at de nye lastbiler også vil gavne miljøet. Med de nye bestemmelser er det nemlig muligt at gøre lastbilerne mere aerodynamiske, og det kan nedsætte brændstofforbruget.
Lovgivningsprocessen har indtil videre været i gang i et år. Næste skridt i processen er den 13. april, hvor lovforslaget skal til afstemning i Europaparlamentet. Derefter skal det forhandles videre mellem Ministerrådet, EU-kommisionen og Parlamentet.