Snowboarder: København får sne under fødderne i år

Tomas Kamp og vennerne ser på mulighederne for at køre på snowboard ved Østre Skøjtehal i år.
Foto: Alexander Tyron

Sneen er begyndt at lægge sig i Alperne. Derfor finder Tomas Kamp sit snowboard frem fra skabet og smider det bag på cyklen. Hans kærlighed til sporten, lader sig ikke vente på skiferien eller kommunens opbakning. Med begrænsede midler kan han spænde brættet under fødderne i København.

– Alt der skal til en lille trærampe, et plasticrør og en smule restne fra en skøjtehal, forklarer Tomas Kamp.

Københavns Kommune har netop fastslået, at Københavns snowboardere og skiløbere må vente med at lande deres tricks til åbningen af Amager skibakke, der er udskudt til efteråret 2018. Selvom Tomas Kamp venter, har han siden 2012 forsøgt at bygge en lille opsætning ved Østre Skøjtehal.

– Jeg ønsker blot et sted, hvor man kan blive bedre, hvor snowboardere og skiløbere kan samles om kærligheden til sporten, og hvor vi kan videregive den til mindre erfarne, siger Tomas Kamp.

Læs også: Igen i år skal skiene samle støv i København

 

Paradiset ved Østre Gasværksgrunden

Den 29-årige pædagog har brugt utallige kolde timer ved det lille grusareal bag Østre Skøjtehal. Igen i år skal han og vennerne genopbygge en rampe af lidt selvanskaffet træ og et par paller. Efterfølgende skal de i dialog med skøjtehallen om deres restsne. Først da kan de genfinde det 7 meter lange plastikrør fra hækken og deres tricks fra baghovedet.

– Mange undrer sig, hvorfor vi gider. Nogle gange er det hele missionen, hvor man får opsætningen til at fungere. Når det hårde arbejde lykkes, og vi kan at køre og lande nye tricks, så går stemningen til skyerne. Der findes intet bedre, siger Tomas Kamp.

Men snowboarding er ikke så let. Næste gang de ankommer med bræt og skovl, er sneen smeltet, og rampen har set nattens hærværk. I mellemtiden har kommunen ikke svaret på deres godkendelse, og skøjtehallen har ikke lagt den aftalte sne.

– Der er mange faktorer imod os. Hvem der har en holdning, når vi ikke er der, har vi svært ved at styre. Det er ærgerligt. Enten genopbygger vi det på et par timer, ellers vi prøver igen i morgen, siger Tomas Kamp.

Skøjtehallens fremtid har været uvis i mange år, hvilket har gjort forholdet til snowboarderne uklart. Tomas Kamp og vennerne har mødt mange forskellige holdninger i årenes løb.

– Mange har prøvet at smide os væk. Vi bliver betragtet som rødder, der roder og larmer. Men minutter efter kommer hundeluftere hen. De tager videoer og deler vores store smil på en hyggelig eftermiddag, fortæller Tomas Kamp.

Flere københavnere samles, når rampen og sneen er klar.
Foto: Frederik Skriver

‘Mission umulig’?

Snowboarderne i København er afhængige af vejret, skøjtehallen og kommunen. Tomas Kamp er klar over, de bare er et lille mindretal, der har en kærlighed for en sport, der er op ad bakke i Danmark.

– Hvis vi var flere entusiaster, kunne det måske være nemmere at gennemføre et fast initiativ. Men det er svært, når vi ikke har noget at tilslutte skiløbere og snowboardere omkring, siger han.

Tomas Kamp er netop vendt hjem fra årets første besøg på Østre Gasværksgrundens grusareal. Selvom de ikke har adgang til sneen og skøjtehallens affaldstræ, så forsikrer Tomas Kamp, at københavnercyklen vil transportere snowboard, støvler og skovl dertil endnu et år.

– Alt er revet ned, vi skal i dialog med skøjtehallen igen, men der ligger lidt sne. Vi skal bare tænke ud af boksen, så vi kan samle freestyle-fælleskabet mere end en gang i år, siger Tomas Kamp.

Læs også: Skikonkurrence i København bliver også for amatører

Fremtiden ligger måske på Amager

Han glæder sig dog over fremtiden, hvor københavnerne kan skære kanter hele året på Amager Bakkes på 11.000 kvadratmeter.

– Potentialet er stort, og jeg håber, de kommer til at prioritere et område til freestyle-sporten, hvor vi kan samles uforpligtende og undgå at blive undermineret af andre interesser på bakken, siger Tomas Kamp.

Ifølge Copenhill, der står for driften, bliver opsætningen en forløsning for snowboardere som Tomas Kamp.

– Drømmen er at have et lager af muligheder, så freestyle-snowboardere og –skiløvere kan samles og opsætte deres eget, uden vi bliver involveret, siger direktør i Copenhill, Christian Ingels.

For tre år siden lykkedes det, at have et træningsanlæg på Frederiksberg. Tomas Kamp viser her glæden ved: En mand, et rør.

Video: Tomas Kamp