Hvad betyder sjælen i moderne dansk? For de fleste virker det spørgsmål måske uoverskueligt, men det er netop, hvad sprogforsker Carsten Levisen ved Roskilde Universitet for nyligt har forsøgt at besvare.
Costa Rica, dans, oplæsning og kæledyr er alt sammen ‘godt for sjælen’, hvis man skal tro en hurtig søgning på Google. Det samme gælder sang, chokolade, stilhedsvandring og sågar boudoir – en særlig form for pikant fotografering.
Den brede vifte af tilbud, der har en positiv effekt på sjælen, illustrerer den forvandling, som sjælens betydning har været under.
– Når weekendophold, madvarer og cafeer har sjæl, så er det typisk en form for forklædt forbrugerisme. Det handler jo også om at tjene penge, fortæller Carsten Levisen.
En afslappende weekendtur i Gøteborg er god for sjælen
Maria Erica Jensen, rejseblogger på globetrotters.dk
“H.C. Andersen ville vende sig i graven”
I dansk guldalder var sjælen et kulturelt nøgleord.
– Den fysiske krop skulle dø, mens sjælen ville leve for evigt, forklarer Carsten Levisen.
Nu taler man som regel om sjælen på en helt anden måde, da den nærmere er blevet en ubetydelig tilføjelse til kroppen.
– Hvis H.C Andersen hørte om den måde sjæl bruges i nudansk, ville han nok vende sig i graven, siger Carsten Levisen med et smil.
Læs også: 8 ordsprog, der er i fare for at uddø
‘Godt for sjælen’ er en fortærsket kliché
Maria Erica Jensen, der står bag rejsebloggen globetrotters.dk, har reklameret for en afslappende weekendtur i Gøteborg som ‘god for sjælen’.
– Det handler om, at sjælen får plads til at slappe af. I en hektisk og travl hverdag, giver en weekendtur ro indeni. Rare oplevelser kan gøre sjælen glad igen, forklarer Maria Erica Jensen.
Hun ved godt, at det er en kliché, men hun mener egentlig bare, at sjælen er udtryk for, hvordan man har det indeni.
– Det er jo meget in at gøre noget godt for sig selv, men det er ikke bare ment som en reklameting. Der er også noget dybde i det, understreger hun.
Hvis H.C Andersen hørte om den måde sjæl bruges i nudansk, ville han nok vende sig i graven
Carsten Levisen, sprogforsker ved Roskilde Universitet
Hotelophold giver sjælero
Også et ophold på Hotel Faaborg Fjord er godt for sjælen, hvis man skal tro hotellets hjemmeside. Det skyldes især, at hotellet ligger placeret ved vandet, fortæller hotellets direktør, Charlotte Stiller. Det giver, hvad hun kalder ‘sjælero’.
– Her kan du komme og koble af. Og det ved vi allesammen, at det er godt for sjælen, udtaler hun.
Hoteldirektøren fortæller, at for hende betyder sjælen nemlig et menneskes tilstand og ro i kroppen.
Sjælen skal nusses
Den opfattelse af sjælen hænger tæt sammen med Carsten Levisens pointe. Kroppen er ifølge ham rykket op i hierakiet og blevet det helt centrale ved mennesket. Hvis man skal gøre noget godt for sjælen, så skal man opleve noget, som typisk er godt for kroppen, fortæller sprogforskeren. Tennis for eksempel.
– Det er lidt ligesom, at man kan få brug for fodmassage. Så skal sjælen også nusses, siger Carsten Levisen.
For at finde en forklaring på sjælens nye rolle, skal vi ifølge sprogforskeren se på samfundets frigørelse fra religion.
– Det er tegn på, at den grundlæggende forståelse af mennesket i verden har ændret sig radikalt ved sekularisering, fortæller han.
Sådan gjorde vi: Skribenten kendte til sprogforskningen i artiklen og gennemførte interview med forskeren over Skype. På baggrund af en Google-søgning fandt vi frem til de relevante kilder, der har brugt sjælen i deres markedsføring. Disse interviews er gennemført over telefon.