Stigende portopriser smadrer nye partier

Forestil dig at skulle købe et frimærke til 300.000 kroner. Det er, hvad partierne har måtte betale i porto for at stille op til folketingsvalget. I dag ryger portopriserne i vejret, og det gør det endnu sværere for de partier, der ellers har opbakning fra borgerne.

Når man som nyt parti har indsamlet 20.000 underskrifter, skal underskrifterne sendes med post til kommunerne, der skal sende brev til borgeren, der skal sende et brev tilbage for at bekræfte signaturen. Det er her underskriften bliver til en vælgererklæring, og det er et krav at have 20.000 af dem, hvis man skal blive opstillingsberettiget.

Et forældet system

Den tidligere DF’er Christian H. Hansens parti Fokus har indsamlet de 20.000 underskrifter. Problemet er, at få borgeren til at bekræfte underskriften anden gang.

Læs også: Porto-priser eksploderer i dag

”Vi har forsøgt at sende frankerede svarkuverter til borgerne, og det havde en klar positiv effekt. Men det har vi simpelthen ikke råd til,” siger Helle Maigaard Erhardsen fra partiet Fokus.

Kristendemokraterne har sat 300.000 kroner af til porto, og sender frankerede svarkuverter til borgerne, for at gøre det nemmere og billigere for borgeren. Men de så gerne, at pengene kunne bruges til noget andet.

”I disse EDB-tider er det for dårligt, at man ikke kan ordne det elektronisk,” siger Dan Skov fra Kristendemokraternes landsorganisation. Det er partiet Fokus helt enige i.

”Det er et meget gammeldags bureaukratisk system. Vi har jo samlet de 20.000 underskrifter, så hvis borgerne havde gjort det på nettet, havde vi jo underskrifterne,” siger Helle Maigaard Erhardsen. 

Læs også: Ny postlov bekymrer ældre