Der var fyldt af unge studerende på Kultorvet, da der i torsdags blev demonstreret for bedre uddannelser. “Nationens humanister imod dimensionering” stod der på et banner, underskrevet af Humrådet fra Københavns Universitet, med en klar henvisning til uddannelsesministerens seneste forslag om at skære i antallet af studiepladser på landets universiteter.
Jeg er her for at gøre en forskel. Det er måske ikke mig, det kommer til at gå ud over, men næste generation, og så er det for sent til den tid
Zahra Amin, HHX-studerende
Læs også: Ekspert: Færre studiepladser vil ramme hårdt
Men det var ikke kun de videregående uddannelser, der var mødt op, til trods for at de har fyldt meget i den offentlige debat.
Fælles ansvar for fremtidens uddannelser
Zahra Amin var en af de unge studerende, der deltog i demonstrationen. Den 18-årige studerende læser til dagligt på HHX i Næstved og har planer om at søge ind på International Business på CBS, når hun er færdig. Selvom hun ikke mener, at regeringens uddannelsespolitik kommer til at ramme hende hårdest, mener hun stadig, at det er vigtigt at demonstrere.
– Jeg er her for at gøre en forskel. Det er måske ikke mig, det kommer til at gå ud over, men næste generation, og så er det for sent til den tid, sagde Zahra Amin.
Udover de generelle besparelser, mener hun også, at det er problematisk, at mange studieboliger er for dyre til at betale, når man er på SU.
Politikerne bør spare andre steder
Kathrine Aagaard, faglig sekretær i de Pædagogstuderendes Landssammenslutning, holdt tale på vegne af de pædagogstuderende og lagde også ud med at tale om vigtigheden af, at de studerende står sammen om bedre uddannelser i Danmark. Samtidig rettede hun en kritik imod regeringens besparelser på uddannelse i den seneste finanslov.
– Regeringen sagde, at de var en uddannelses-regering, men nej, det er en besparelses-regering, sagde Kathrine Aagard.
Senere var Niels Christian Barkholt, næstformand i Danske Socialrådgivere, på podiet. Han mente, at der var andre ting, som politikerne hellere skulle spare på:
– I stedet burde vi spare på broer, motorveje og militær, så der er råd til, og mulighed for, at skabe et bæredygtigt samfund, sagde Niels Christian Barkholt.
Læs også: Lektor: Studenter-demo bliver mediefiasko
“Unge kræver handling” er et studenterpolitisk initiativ skabt af:
Landssammenslutningen af Handelsskolelever
Erhvervsskolernes ElevOrganisation
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
Pædagogstuderendes Landssammenslutning
Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende
Lærerstuderendes Landskreds
Sygeplejerstuderendes Landssammenslutning
Danske Studerendes Fællesråd
Under navnet “Unge Kræver Handling” havde en bred vifte af studenterorganisationer fra både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser opfordret deres studerende til at møde op for at lægge pres på politikerne.
– Der er gennem de sidste mange år blevet skåret ned på vores uddannelser, lige fra erhvervsskolerne til universiteterne. Det kan mærkes på vores uddannelser, når der ikke er råd til nye redskaber og maskiner, undervisningstimer nok, vejledning, feedback og god pædagogik, står der på Facebooksiden for “Unge Kræver Handling”.
Demonstrationen startede på Christiansborg og gik forbi Kongens Nytorv og Kultorvet for til sidst at slutte af på Vor Frue Plads. Her talte formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard, til de fremmødte studerende.