Den brand, der natten mellem lørdag og søndag betød, at et sommerhus i Tidaholm i Sverige brændte ned til grunden fik seks ofre til følge. Årsagen til den tragiske ulykke er endnu ukendt, men det svenske politi kan oplyse, at sommerhuset ikke havde en røgalarm installeret.
Røgalarmer er ikke et lovkrav i mange danske bygninger. Ifølge Byggeloven er det først blevet lovpligtigt i Danmark at have en røgalarm installeret i sit hjem for otte år siden. Det betyder, at bygninger, der er opført før december år 2004 som regel ikke er underlagt denne lovgivning. Det er en hovedreglen i Danmark, at en bygning, der er lovlig på opførelsestidspunktet, ikke senere kan blive underlagt nye skærpede lovkrav.
– En bygning, der eksempelvis er opført tilbage i 80’erne er underlagt de lovmæssige forhold, der eksisterede dengang. Ændrer man loven efterfølgende, vil de ældre bygninger stadig være underlagt den daværende lovgivning. De vil ikke blive ulovlige, blot fordi der indføres nye skærpede krav, klargør Ersün Züfer fra klima -, Energi – og Bygningsministeriet.
Røgen er livsfarlig
Byggelovens formål er at sikre, at bygninger bliver opført og indrettet, så de er brandsikre. Bygningsreglementet er fremadrettet, og derfor er det umuligt at stille krav om, at bygninger der er opført før 2004 skal have installeret en røgalarm. Det kan have fatale konsekvenser ikke at have en røgalarm installeret i sit hjem. Brandkatastrofen i det svenske sommerhus i weekenden illustrerer på uhyggeligste vis, hvilke konsekvenser det kan have at opdage en brand for sent.
– Du har halvandet minut til at nå ud af en brændende bygning. Ellers er det faktisk for sent, da røgen er blevet for kraftig. Du vil være død af kulilteforgiftning lang tid for inden, at en ildebrand er på sit højeste, forklarer Henning Dons, der arbejder med førstehjælp og brandbekæmpelse hos konsulentvirksomheden Apropos Kommunikation.
Netop røgen er det farligste ved en brand. Brandrøgen indeholder giftgassen kulilte, der optages 300 til 400 gange hurtigere i blodet end ilt. Giftgassen er dødbringende selv i små koncentrationer. Det betyder, at du kun skal opholde dig ganske kort tid i et lokale, hvor koncentrationen af kulilte er for høj, førend du driver ind i en bevidstløs tilstand med døden til følge. En røgalarm advarer, når koncentration af kulilte er højere end normalt, så du kan nå ud af den brændende bygning i tide med livet i behold.
Lille investering med stor effekt
Energistyrelsen har i løbet af de seneste år gennemført en række målrettede kampagner om brandsikring af boliger. Senest i november gennemførte Brandbevægelsen en kampagne under overskriften ”Red Farmor”, der satte fokus på at opsætte røgalarmer hos ældre. Ersün Züfer understreger, at det er vigtigt at blive ved med at gennemføre den slags kampagner.
– Vi skal sørge for, at der findes informationer om røgalarmer, og at der med passende mellemrum bliver gennemført kampagner for at sikre, at så mange som muligt også installerer røgalarmer, og at disse røgalarmer virker, vurderer han.
På trods af indsatsen viser en undersøgelse fra Beredskabsstyrelsen fra år 2009, at omkring 25 % af alle danske boliger endnu ikke brandsikrede. Henning Dons fremhæver, at en røgalarm er en billig investering, og at det er at gå på kompromis med sin sunde fornuft ikke at have en alarm i sit hjem.
– Der er alt for få mennesker, der følger opfordringen om at få installeret en røgalarm. Det kan have grimme konsekvenser. Det svarer lidt til, at vi først har en interesse i at finde nødudgangen, når vi har behov for at flygte, og da er det ofte for sent, forklarer Henning Dons.
Læs også: