Topchef har sat luksusvilla til salg for 75 millioner kroner

Villaen på Vedbæk Standvej 326 har udover sin spektakulære udsigt ud over Øresund også ti værelser fordelt på 482 kvadratmeter. Foto: Elbæks Liebhavermægler

Pool, lounge og biograf er noget, vi ofte forbinder med hotelbranchen, men disse tre faciliteter er også på listen over ting, der er at finde i luksusvillaen i Vedbæk.

Og alt det kan nu blive dit – hvis du vel og mærke har 75 millioner kroner på lommen.

For de mange millioner får man ikke kun en spektakulær udsigt, men også ti værelser fordelt på 482 kvadratmeter.

I Danmark har vi en diskret rigdom, hvilket betyder, at man netop ikke flasher sine dyre ting og sager, mærker og bling-bling
Henrik Byager, livsstilsekspert.

Det er Elbæks Liebhavermægler, der står for salget af den luksuriøse villa.

Farnaz Elbæk, der sammen med sin mand og partner, Lars Albæk, står bag mæglerfirmaet, fortæller om den typiske kunde til villaer i denne prisklasse.

– De typiske købere er CEO eller CFO i store virksomheder. Nogle, der selv er virksomhedsejere eller har nogle topposter.

Hvad betyder de flotte titler?

En CEO er den administrerende direktør i en virksomhed. CEO er en forkortelse for Chief Executive Officer.

CFO’ens job er at tage sig af alt relateret til det finansielle i dagligdagen. CFO er en forkortelse for Chief Financial Officer.

Kilde: Kerp.dk 

Det er heller ikke hvem som helst, der har sat den overdådige perle til salg på boligmarkedet. Det fremgår af den offentlige søgetjeneste Krak.

Det er Alexander Lacik, topchefen i den danske smykkegigant Pandora, som sælger sin villa til 75 millioner kroner. Det har dog ikke været muligt at få fat i erhvervsmanden.

Den fremtidige ejer af treetagers villaen kan nyde godt af et overflødighedshorn af luksuriøse faciliteter. Indendørs golfsimulator, fitness og underjordisk garage er blot nogle af tingene på listen.

Villaen er bygget i 2019, og både lyd, lys og varme kan reguleres og styres fra mobiltelefonen. De nye ejere kan sågar tænde ovnen, vaskemaskinen eller kaffemaskinen med den nye teknologi. Villaen ligger trukket tilbage fra Strandvejen og helt ned til vandet med egen private bade- og bådebro, står der i salgsannoncen hos Elbæks Liebhavermægler.

Artiklen fortsætter under billedet.

Villaens åbne køkken med udsigt til Øresund.
Foto: Elbæks Liebhavermægler

De diskrete millionærer 

Potentielle købere af en villa i denne kaliber er en lille gruppe af meget rige mennesker.

Det påpeger livsstilsekspert Henrik Byager, der også kommer med et bud på, hvorfor millionærerne sprøjter penge i luksuriøse ejendomme.

– Når man kommer op i den kategori, handler det ikke om at vise sig frem eller lave showoff. Men boligen rummer nogle unikke kvaliteter. Derudover er det en investering, hvor man kan anbringe nogle af sine dejlig mange penge og håbe på, at de bliver endnu mere værd, siger han, der også arbejder som kommunikationrådgiver for en række virksomheder.

Hvis Pandora-chefens villa bliver solgt til udbudspris i år, vil den stryge ind på tredjepladsen blandt de dyreste villaer og rækkehuse solgt i 2024. Sælges villaen for 75 millioner kroner, ender salgsprisen pr. kvm på lige omkring 155.600 kroner. Du kan se på listen nedenfor, hvor i landet man i gennemsnit har betalt flest penge pr. kvadratmeter i 2024.

Artiklen fortsætter under illustrationen. 

Livsstilseksperten fremhæver en ny tendens, der hersker over disse købere.

– I Danmark har vi en diskret rigdom, hvilket betyder, at man netop ikke flasher sine dyre ting og sager, mærker og bling-bling, fortæller han, og påpeger at folks bevidsthed om ulighed og forskelle mellem rige og fattige, spiller en rolle for den nye tendens, siger han.

Henrik Byager understreger også konsekvenserne af overklassens fråseri:

– I vores del af verden er det ikke cool at vise sin rigdom frem på en eksplicit måde, og hvis man gør det, så bliver man straks anklaget for alt muligt og kommer i de sociale mediers søgelys.

Læs også: Rådyr giver flåter i villahaverne

Vedbæk-villaen ligger i Rudersdal Kommune, som er på listen over de fem dyreste kommuner, man kan købe villaer og rækkehuse i. I Rudersdal Kommune er den gennemsnitlige salgspris pr. kvadratmeter 42.355 kroner for villaer og rækkehuse i septemer måned.

Se udvalgt billeder af Vedbæk-villaen nedenfor.

Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel stammer fra en salgsannonce på Boligsiden.dk. De oplyste kilder har medvirket i et interview over telefon. Illustrationerne er udarbejdet ud fra Boligsidens Markedsindeks, hvor data er tilsendt til journalisten. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.