Tradition om fakkeloptog i Fredensborg har stor betydning for lokalsamfundet

Ørving Paludan, næstformand og sekretær for Fredensborg Handels- og Håndværkerforening, sælger fakler foran slottet. Foto: Nanna Hougaard Whitta.

I mørket lyses slotsgården op af fakler. Borgere i massevis stimler sammen foran slottet og synger i fællesskab den danske nationalmelodi “Der er et yndigt land”. Det er tradition hvert år, at Fredensborg byder Dronning Margrethe velkommen med fakkeloptog, når hun rykker fra Amalienborg til Fredensborg Slot. Fakkeloptoget arrangeres af Fredensborg Kommune i samarbejde med Fredensborg Handels- og Håndværkerforening og spejderne fra Fredensborg Gruppe. Handels- og Håndværkerforeningen står for indkøb af faklerne, mens spejderne primært står for salget af dem.

Fast deltager i fakkeloptoget

Ørving Paludan er en af de borgere fra Fredensborg som har været en stor del af traditionen. Han er næstformand og sekretær for Fredensborg Handels- og Håndværkerforening, og han har deltaget i fakkeloptoget de sidste 20 år. De sidste 10 år har han stået for Handels- og Håndværkerforeningens frivillige rolle ved fakkeloptoget.

– Det er på frivillig basis, at vi deltager, men vi står jo tæt på kongehuset, vi er en del af det. Hele vores forening er spækket med symboler for kongehuset. Vi lavede blandt andet en æresport til omkring 30.000 kr. til kronprinsparrets bryllup. Det er ikke nogle penge, som vi får igen, men det er noget vi gør for os selv og for byen, siger Ørving Paludan om hans og foreningens deltagelse ved fakkeloptoget, siger Ørving Paludan.

Han tilføjer, at deltagelsen også er motiveret af, at det er et hyggeligt og storslået arrangement med tamburkorps, tale fra borgmesteren og dronningen samt fællessang.

En gammel tradition

Ifølge Jesper Holdflod Pallesen, pressekoordinator for Fredensborg Kommune, trækker traditionen tråde helt tilbage til før bilens fremkomst, hvor kongehuset ankom med tog til Fredensborg Station. Her blev de modtaget af byens borgere med fakler og eskorteret op til slottet.

Hvorfor man den dag i dag holder fast i at medbringe fakler, svarer Jesper Holdflod Pallelsen:

– Faklerne er festlige, og de er med til at skabe en helt særlig stemning, det er meget smukt.

Deltagere ved fakkeloptoget samles foran Fredensborg Slot. Foto: Nanna Hougaard Whitta.

Bidrager til fællesskabet

Henriette Stein er en anden, der har været en del af traditionen fra start af. Hun er spejderleder for Fredensborg Gruppe. I sin tid da spejderne blev spurgt, om de ville være med, tog hun opgaven til sig, og hun har siden den dag været tovholder for spejdernes rolle ved fakkeloptoget.

– Det har givet mig en masse besvær, men hvis man er engageret i noget, så brænder man for det. Jeg brænder for at være spejderleder, og fakkeloptoget er en del af det. Ved at deltage viser man, at man er en del af fællesskabet i Fredensborg, svarer Henriette Stein til, hvorfor hun er med.

Traditioner spiller en vigtig rolle for lokalsamfundet

Anja Jørgensen er professor i bysociologi ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, og hun fortæller, at det er enormt vigtigt for et lokalsamfund at have fælles traditioner.

– Traditioner skaber fællesskaber. Det er vigtigt med fællesskaber i lokalsamfund, fordi det betyder meget for vores velbefindende, trivsel, oplevelse af tillid og for børns opvækst, siger Anja Jørgensen.

Hun fortæller ligeledes, hvordan traditioner er med til at skabe tilknytning til et område, og at traditioner både giver borgerne og området en identitet.

Fællessang på slotspladsen. Foto: Nanna Hougaard Whitta.

Tæt knyttet

Fredensborg Slot og kongehuset er netop noget, som borgerne i Fredensborg føler en stærk tilknytning til, ifølge Jesper Holdflod Pallesen.

– Slottet er en naturlig og aktiv del af Fredensborg og byens historie. Mange går ture deroppe, viser det frem, og det bliver brugt til vigtige begivenheder, siger han.

Ørving Paludan fortæller også, at de i byen har et meget afslappet forhold til kongehuset.

– Jeg har mødt Dronningen mange gange heroppe, og jeg har set Frederik komme kørende med børnene i en Christianiavogn. De har fået lov at være sig selv her.

Han fortæller, at det ligger lige til højrebenet at være royalist, når man bor i Fredensborg og begrunder med en vis stolthed i stemmen:

– Når nu vi har sådan et slot, som har huset kongefamilien.

Læs også: Fredensborg er med i bibliotekernes første verdensmålsuge i uge 17

 

 

Sådan gjorde vi: journalister havde set på Fredensborg Kommunes hjemmeside, at der ville blive afholdt et fakkeloptog indenfor få dage. Derefter kontaktede journalisten dem, der stod for arrangementet og deltog selv ved begivenheden.