De påkørte og døde dyr som Falck opsamler, sender de videre til Daka’s destruktions-anstalter, som er de eneste af slagsen i Danmark. Transportchef Jesper Visby forklarer:
”Trafikdræbte dyr ender på Daka’s produktionsanlæg, hvor de bliver omdannet til fedt og kød- og benmel. Fedt kan bruges til biodiesel, og mel kan afbrændes og dermed bruges som varmekilde. Det skal dog være nogle store virksomheder, der brænder benmel af, for det brænder ligesom træflis.”
Dyr proces
Der skal dog en del forarbejde til, før man kan bruge de døde dyr til noget genanvendeligt, og det koster, fortæller Jesper Visby:
Når de døde dyr skal omdannes til noget genanvendeligt, er det en meget dyr og energikrævende proces, fortæller Jesper Visby:
”Det er en meget, meget dyr proces. Halvtreds procent af mængden af det vi får ind, er vand, der skal afdampes, og det er meget energitungt.”
Men den anden halvdel af dyrene kan omdannes til noget brugbart:
”Cirka 20 procent af et dyr bliver til fedt, og cirka 20-25 procent bliver til kød- og benmel,” siger Jesper Visby.
Så hvis uheldet er ude, og man påkører og dræber et dyr, kan man trøste sig med, at det selv samme dyr måske ender med at være brændsel for ens bil.
Ikke alle dyr bliver til biodiesel
Det er ikke alle trafikdræbte dyr, der ender i destruktionsanstalten. Dyre- og vildtkonsulent fra Falck Allan Bruun Rasmussen fortæller om en gruppe af dyr, som har deres egen ”destruktionsanstalt”:
”Hunde og katte, der også bliver påkørt, kommer videre til vores kæledyrskrematorium.”
Han fortæller videre, at andre af de påkørte dyr, især hjorte, kommer videre i naturens fødekæde:
”I Region Nordjylland har vi lavet en aftale med Aalborg Zoo om, at de får alt det, der bliver påkørt. Så går det til rovdyrsafdelingen til foder. Alt sammen til gavn for publikum der kan se løven, der får lov at bære en ’gazelle’ ind og æde den foran publikum.”
Læs også: