Af: Sara Fuglsig, Amanda Schmidt og Camilla Bielski
Tænker du nogensinde over, hvor meget spild du egentlig har i hverdagen? Frisør-tider som bliver aflyst, mad der bliver smidt ud og meget mere. Disse er blandt nogle af de former for spild, som appen YourLocal kan hjælpe med at mindske. YourLocal hjælper virksomheder med at komme af med deres spild, og hjælper samtidig forbrugerne med at finde gode tilbud.
Indtil videre har 52.000 danskere downloadet appen, og sidste år vandt virksomhed bag en halv million kroner i konkurrencen SEED Discovery Day. Virksomheden har brugt pengene på at videreudvikle appen, så den kunne gå fra idé til virkelighed:
– Tanken bag YourLocal var, at den skulle forbinde forretninger og forbrugere og gøre spild til en god forretning, siger Sebastian Dueholm, som er medstifter af YourLocal.
En af dem som bruger appen er den 25-årige Josefine Ormstrup Madsen, som til daglig er studerende på CBS:
– Jeg syntes det er en sindssyg god app, da den er med til at mindske madspild her i Danmark.
Læs også: TV: App mod madspild er en kæmpe succes
Josefine Ormstrup Madsen bruger primært appen til at finde gode tilbud, som findes lige omkring hende. Det eneste hun skal gøre er at åbne appen og scrolle gennem de aktuelle tilbud.
Men det er ikke kun forbrugerne som er glade for appen, det er forretningerne også.
– Vi havde i en periode rigtig meget madspild, da mad jo ikke holder for evigt. Jeg har tidligere brugt YourLocal, og den fungerer rigtig godt, så den vil vi blive ved med at bruge her i caféen, siger Joachim Barrisøe, Store Manager hos Café Norr.
På Café Norr oplever de flere nye kunder, efter de er begyndt at lægge tilbud op på appen. YourLocal har medvirket til at øge kendskabet til københavner caféen.
Selvom mange bruger YourLocal mod madspild, så henvender appen sig også til andre forretninger som for eksempel massører, frisører samt tatovører. For disse forretninger gælder det, at de kan lægge ledige tider op appen, hvis de får et afbud i løbet af dagen. Derfor er YourLocal ikke kun en app mod madspild.