Det kan være svært for mange at forestille sig, hvordan nogle mennesker kan åbne sit parforhold og lade en anden person have sex med sin partner. Alligevel er det noget, der finder sted. Men hvorfor vælger nogle at åbne sit forhold, selvom de ikke kan lide, at kæresten er sammen med en anden seksuelt?
Mads Troelsen på 29 år bor i Odense sammen med sin kone og deres to børn. Mads Troelsen har tidligere i forholdet været sin kone utro. I stedet for at afslutte forholdet har de forsøgt sig med et åbent forhold, hvor det er tilladt at have seksuelt samvær med andre end partneren.
– Det er sket mere eller mindre på baggrund af noget utroskab, hvor hun spurgte mig, om vi ikke kunne prøve at gøre det på en anden måde. Det kunne vi godt, fortæller Mads Troelsen.
En præmis for at bevare forholdet
For Mads Troelsen er et åbent forhold en nødvendighed. Han kan ikke forestille sig at leve i et lukket eller monogamt forhold.
– Jeg er ikke monogam – overhovedet! Det er nok en anden måde at sige det på. Det har jeg altid vidst. Jeg har bare skulle prøve at passe til en monogam rolle, og det har været lidt svært, siger Mads Troelsen.
Læs også: Voxpop: Ville du teste din partner for utroskab?
At Mads Troelsen ikke kan eller ønsker at leve i et monogamt forhold betyder ikke, at han ikke elsker sin kone.
– Det var ligesom dengang, jeg sagde til hende, at jeg havde været hende utro. Så spurgte hun også hvorfor, og der kunne jeg jo så bare sige, at det ikke er, fordi jeg ikke elsker dig, og det er ikke, fordi der er noget som helst galt. Der opstod bare et spontant øjeblik, siger Mads Troelsen.
For Mads Troelsen var utroskab ikke et ønske om at skade sin kæreste eller hævne sig på hende på nogen måde, men blot et behov, fortæller han.
“Jalousi er der stadig en del af”
Selvom parret forsøger at holde jalousien på lavt blus, hænder det af og til, at en af dem bliver påvirket, hvis den anden har haft sex med en tredjepart.
– Jalousi er der stadig en del af i hvert fald fra min side. Specielt efter hun har været ude en aften og først er kommet hjem dagen efter, så er der stadig nogle monogame træk, der higer i mig og siger: “Hey, hvorfor kan du ikke holde på din dame? Er du en dårlig hulemand, eller hvad sker der?”, fortæller Mads Troelsen.
Læs også: Test din partner for utroskab
På trods af den tilbagevendende jalousi, er det ikke noget, der har fået parret til at ændre på aftalerne i deres åbne forhold.
Et behov for at eksperimentere
I et åbent parforhold er der en form for enighed hos begge parter i forhold til, at det er okay at være sammen med en anden enten på det mere følelsesmæssige eller seksuelle plan, mener Sara Skaarup, som er forfatter og sexolog.
At nogle vælger at åbne sit parforhold er typisk noget, vi ser hos folk, der oplever, at de kan blive forelsket i mere end én eller oplever, at de kan være tiltrukket af et andet menneske, uden at det påvirker følelserne eller relationen til den nuværende kæreste eller ægtefælle, forklarer Sara Skaarup.
– Det sker også, at jeg møder mennesker, som har et gammelt forhold, eller som har været sammen længe, som er meget glad for hinanden, men som egentlig synes, at der nu er plads til, at man kan eksperimentere lidt, uden de er bange for at miste hinanden, fortæller hun.