Søndagens valg i Tyrkiet endte som forventet med en klar sejr til præsident Recep Tayyip Erdoğan og regeringspartiet AKP. Men på trods af en overraskende fremgang på 10 % lykkedes det dog ikke for partiet at opnå et stort nok flertal til at ændre forfatningen alene og dermed øge præsident Erdoğans magt.
Der venter derfor AKP og Erdoğan en hård kamp, vurderer Tyrkiet-kender Hetav Rojan, mellemøstredaktør på magasinet Ræson.
– Ingen af de andre partier er klar til at gå med til forfatningsændringen. Det største oppositionsparti, CHP, har de seneste to år sagt klart nej til dette. Derfor skal der virkeligt nogle store politiske indrømmelser til fra AKP’s side, før de andre partier vil gå med. Men som vi så i går, kan alt lade sig gøre i tyrkisk politisk, siger han fra Istanbul.
Læs også: Valg i Tyrkiet: Erdoğan vil have mere magt
AKP lå inden valget til at få omkring 40 % af stemmerne, men endte med at få ca. 50 %, hvilket svarer til 316 af de 550 sæder i det tyrkiske parlament. Det kræver dog 330 mandater at gennemføre en forfatningsændring alene, og AKP skal derfor nu til at forhandle med oppositionspartierne CHP, MHP og HDP, der fik henholdsvis 134, 40 og 59 sæder i parlamentet, om en mulig forfatningsændring.
– Ingen af de andre partier er klar til at gå med til forfatningsændringen. Det største oppositionsparti, CHP, har de seneste to år sagt klart nej til dette. Derfor skal der virkeligt nogle store politiske indrømmelser til fra AKP’s side, før de andre partier vil gå med. Men som vi så i går, kan alt lade sig gøre i tyrkisk politisk.
Hetav Rojan, Mellemøstredaktør på magasinet Ræson.
Effektiv kampagne gjorde udslaget
Sejren til AKP var forventet af alle observatører, men at partiet formåede at gå yderligere frem var meget overraskende, mener Serdal Benli, der er medforfatter til bogen “Tyrkiet 1923-2013 – fra Atatürk til Erdogan” og viceborgmester i Gladsaxe Kommune for SF. Han har fulgt valget i Tyrkiet på tæt hold.
– Valgresultatet er en kæmpe overraskelse. Alle forventede, at status quo fra valget i juni ville fortsætte, men AKP og Erdoğan er i høj grad lykkedes med deres plan, siger han.
Også Hetav Rojan er overrasket over AKP’s fremgang.
– Det er meget overraskende, at AKP ender med at gå hele 10 % frem i forhold til målingerne før valget. At man derudover har gjort det på så kort tid og tilsidesat de mindre oppositionspartier, er fortræffelig kampagneførelse, siger han.
Hetav Rojan forklarer yderligere, at grunden til AKP’s store fremgang bl.a. skal findes i den kampagne, som partiet har ført frem mod valget. Her har partiet beslutsomt og retorisk lagt vægt på de to store fjendebilleder, der findes i tyrkisk politisk lige nu.
– På den ene side har man fokuseret på truslen fra Islamisk Stat, der af alle regeringsmyndigheder får ansvaret for bombeangrebet i Ankara d. 10. oktober. Og på anden side har man fokuseret på Kurdistans Arbejderparti, PKK, som man har ført krig med i mange årtier. Det er disse konfliktlinjer, som partiet intensivt har spillet på for at fremstille sig selv som et parti, der kan skabe stabilitet, siger Hetav Rojan.
– Også med europæiske øjne er det en meget usikker situation. Tyrkiet er på mange områder en vigtig samarbejdspartner, og her er spørgsmålet, hvordan regeringen vil forvalte det mandat, som den har fået.
Serdal Benli, SF-politiker og Tyrkiet-kender.
Stabilitet fremfor alt
Serdal Benli ser mest af alt på valgresultatet med bekymring.
– Det er et bekymrende resultat for demokratiet i Tyrkiet. Før valget var der lagt op til en folkeafstemning for og imod Erdogan. Det var et spørgsmål om autokrati eller demokrati. Og der har svaret været meget tydeligt, siger han og påpeger, at valget også vil få betydning for Europa.
– Også med europæiske øjne er det en meget usikker situation. Tyrkiet er på mange områder en vigtig samarbejdspartner, og her er spørgsmålet, hvordan regeringen vil forvalte det mandat, som de har fået, siger han.
Læs også: Ung tyrker: Kampen er ikke forbi
Hetav Rojan vurderer, at valgets resultat fremfor alt skal ses som en udtryk for et ønske om stabilitet.
– Vi kan høre fra vælgerne, at de har stemt på stabilitet. AKP har iscenesat sig selv i tyrkisk politisk hen over det sidste årti, og folk mener, at AKP er garant for stabilitet, siger han.
Valget søndag var et omvalg, da i juni måned ikke lykkedes for AKP at opnå et flertal til at danne en etpartiregering.