Skrevet af Cecilie Fogtmann, Emilie Fich og Malte Henriksen
Hvem skal jeg stemme på? Det spørgsmål har mange vælgere stillet sig selv i de kommende uger op til dagens folketingsvalg, der blandt andet har været præget af energikrise, klimakrise og sundhedskrise – og vælgerne kan stemme på flere nye partier.
Vælgernes tvivl har faktisk været rekordhøj, og for fire dage siden viste en måling fra Voxmeter, at mere end hver femte (22,1 procent) af vælgerne var i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds. Det er markant flere end ved seneste folketingsvalg i 2019, hvor 15,9 procent af vælgerne var i tvivl på samme tidspunkt i valgkampen
NetAvisen har været til stede ved valgstedet Søborg skole i Gladsaxe, og også her var flere vælgere i tvivl. Årsagerne var forskellige, men tvivlen var massivt til stede.
Martin Mogensen
Har du været i tvivl om, hvad du skulle stemme?
– Ja, for jeg syntes ikke, der er nogle gode valg. Det er gradbøjninger af noget dårligt. Så jeg har taget det, jeg syntes var mindst dårlig. Jeg har stemt det, jeg plejer at stemme, og jeg har besluttede mig endeligt for en uges tid siden.
Hvad tænker du om en regering hen over midten?
– Jeg syntes en regering hen over midten er problematisk, fordi der er behov for et sted, man kan gå hen, hvis man er uenig. Hvis vi får en regering hen over midten, så kommer folk til at gå ud til ekstremerne, og så er det kun ekstremerne der bliver opposition.
Hvad har været det vigtigste tema for dig under valgkampen?
– Det vigtigste for mig er anstændighed over for folk, der har det svært for eksempel indvandrere, asylansøgere og dagpengemodtagere.
Anne Hervig
Har du været i tvivl om hvad du skulle stemme?
– Ja, jeg har været i tvivl om hvad jeg skulle stemme på grund af miljøet, og jeg besluttede mig først i stemmeboksen.
Hvad tænker du om en regering hen over midten?
– En regering hen over midten har ikke gjort mig mere eller mindre i tvivl. Jeg er heller ikke så bange for de borgerlige partier, hvis de vil det samme med sundhed og klima. Der er jo ikke altid så stor forskel fra den ene ende til den anden.
Hvad har været det vigtigste tema for dig under valgkampen?
– Miljø. Jeg ville have stemt på Alternativet, men fordi de går ind for fri hash, og jeg har to teenagere, så ville det være mere fatalt for mig, så blev det ikke dem.
Lars Bernt
Har du været i tvivl om hvad du skulle stemme?
– Nej.
Hvad tænker du om en regering hen over midten?
– Det lyder som en meget god idé.
Hvad har været den vigtigste for dig under valgkampen?
– Det vigtigste tema for mig er, at det er politik hen over midten, og at de får taget nogen beslutninger, der er langtidsholdbare. Så er klima og sundhedsvæsenet selvfølgelig også vigtigt for mig.
Peter Holst
Har du været i tvivl om hvad du skulle stemme?
– Ja. Jeg besluttede mig for et par uger siden. Der er ikke nogen, der lige passer til min samlede politiske pakke, så jeg har skulle vælge fra og så en lille smule til. Mest fra.
Hvad tænker du om en regering hen over midten?
– Jeg frygter, at det vil trække den profil, vi har haft for meget, til højre. Jeg oplever, at den regering kun lige kan holde skruen i vandet.
Hvad har været det vigtigste tema for dig under valgkampen?
– Det vigtigste tema er fordelingspolitikken. Fordi vi ikke kan have lavere skat i en periode, hvor tingene er ved at bryde sammen.