Ung tyrker: Kampen er ikke forbi

Tumult mellem politi og demonstranter i forbindelse med   demonstrationer mod rydningen af Gezi-parken i Istanbul. Fotograf:   Gokcen Karaagac
Tumult mellem politi og demonstranter i forbindelse med
demonstrationer mod rydningen af Gezi-parken i Istanbul. Fotograf:
Gokcen Karaagac

Gökhan Karakan, 27 år, elsker Istanbul, hvor han er født og har boet hele sit liv. Men for tiden er hans begejstring for byen svækket.

Istanbuls urbane liv lider under, at regeringen konstant trækker landet i en konservativ retning, mener Gökhan Karakan, der har en kandidatgrad i sociologi.

– Det tog os noget tid at indse, men det er som om, at mulighederne for, hvad vi må i det offentlige rum, bliver indskrænket dag for dag, siger Gökhan Karakan.

Han er bekymret for, at de seneste ugers uroligheder i Tyrkiet eskalerer, hvis ikke landets premierminister Recep Tayyip Erdogans snart bliver mere lydhør overfor demonstranternes protest.

Kampen fortsætter

Tyrkiet har siden d. 28. maj har været præget af voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi. Gökhan Karakan er sikker på, at mange tyrkiske borgere er villige til at kæmpe lang tid endnu.

– Siden demonstrationerne startede, vidste vi, at det ville blive et langt, sejt træk, der ikke ville få Erdogan til at gå af med det samme, men kampen er langt fra ovre,  siger Gökhan Karakan.


Det er demonstranterne vrede over:

– Demonstrationerne begyndte d. 28. maj som protest mod et byggeprojekt ved Taksim-pladsen i Istanbul.
– Urolighederne har udviklet sig til at omhandle landets regering mere generelt.
– Store dele af befolkningen er utilfredse med, at regeringen er på vej i en mere konservativ retning.
– Mange protesterer over en nylig stramning af den tyrkiske alkohollovgivning.

Daniella Kuzmanovic, der er adjunkt på Institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet,  forudser, at demonstrationerne vil fortsætte, men med mindsket styrke, da mange af demonstranterne er studerende, der nu går på ferie.

– Men det betyder ikke, at kampen er forbi. Den vil blusse op igen, for regeringen og Erdogan har ikke rakt ud i demokratisk dialog, så enhver tillid er helt væk, siger Daniella Kuzmanovic.

Det mest overraskende har været, at så mange forskellige tyrkere er gået sammen om en fælles sag i løbet af en utrolig kort periode. Det er jeg stolt af at være en del af
Gökhan Karakan, 27-årig tyrker

Verden har hørt protesterne

Selvom demonstrationerne startede som en protest mod, at man ville rydde det grønne område Gezi-parken, mener Gökhan Karakan, at hans vrede udspringer fra et helt andet sted.

– Faktisk kom jeg ikke særlig tit i Gezi-parken, før protesterne startede, men da man ville rydde parken, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Selvom demonstranterne nu er smidt ud af Gezi-parken, er jeg sikker på, at vi allerede har fået vores budskab ud til resten af verden, siger han.

Medbringer gasmaske på arbejde

De seneste uger er det blevet en rutine for Gökhan Karakan at have en gasmaske i tasken og tage til demonstrationer, når hans arbejdsdag på et reklamebureau i Istanbuls centrum, slutter.

Han er ikke i tvivl om, hvorfor det er vigtigt at deltage i demonstrationerne.

– Jeg bliver nødt til at gå på gaden for at vise min utilfredshed over Erdogans diktator-agtige adfærd. Jeg er så færdig med Erdogans udemokratiske, aggressive og egoistiske politik, siger Gökhan Karakan.

Han mener, at ethvert alternativ til Tyrkiets nuværende leder vil være en forbedring, men han har intet bud på en mulig afløser.

– Der er ingen ideelle kandidater til at erstatte Erdogan lige nu, hvilket gør mig endnu mere pessimistisk, end jeg er i forvejen, siger Gökhan Karakan.

Politisk hjemløse unge

Ifølge Daniella Kuzmanovic er Gökhan Karakan ikke den eneste, der føler sig politisk hjemløs.

– I de unges øjne er alle de tyrkiske politiske partier præget af en autoritær tradition, så de unge har ikke rigtig noget sted at sætte deres kryds, siger Daniella Kuzmanovic.

Midt i vreden og frustrationerne, er der dog én ting, der glæder Gökan Karakan.

– Det mest overraskende har været, at så mange forskellige tyrkere er gået sammen om en fælles sag i løbet af en utrolig kort periode. Det er jeg stolt af at være en del af, siger Gökhan Karakan.