Unge får i høj grad job gennem venner

Er du jobsøgende? Dine bekendtskaber kan skaffe dig dit næste job. Foto: freedigitalphotos.net
Er du jobsøgende? Bekendte kan skaffe dig dit næste job.
Foto: freedigitalphotos.net

Venner og veninder er ikke blot herlige at have, når der skal hygges og festes. De er også vigtige, når det handler om at få et arbejde.

Ifølge Danmarks Statistik er dit sociale netværk et nyttigt redskab, hvis du er jobsøgende. Knap hver tredje dansker finder sit job gennem bekendte. I den yngste aldersgruppe, mellem 15-24 år, finder hele 43 % af de unge jobbet gennem folk, de kender.

– Bekendtskaber er en af de vigtigste faktorer, når man skal ind på arbejdsmarkedet, vurderer Flemming Larsen, der er professor hos Det Samfundsvidenskabelig Fakultet på Aalborg Universitet.

Naja Holgersen er 24 år og derfor blandt den yngre aldersgruppe. Til dagligt læser hun til pædagog på Professionshøjskolen UCC Nordsjælland, men supplerer studiet med flere deltidsjob.

Ifølge hende er det helt naturligt, at unge bruger hinanden, når de skal finde et deltidsjob. Hun mener dog, at det er mest fair, så længe man er ung og studerer. Når man bliver ældre, synes hun, at det er mest fair, at man finder job gennem ansøgninger på lige fod med andre.

– Når man skal ud og have et fuldtidsjob efter sin uddannelse, er det da surt at blive valgt fra fordi, så mange bliver ansat gennem bekendtskaber, siger hun.

Sådan har det altid været
De nye tal om fra Danmarks Statistik undrer dog ikke Flemming Larsen.

Et socialt netværk har nemlig altid været en af de bedste forudsætninger man kan have, når man skal finde job. Han mener blandt andet, at mange ledere finder det betryggende at ansætte gennem en medarbejderes bekendtskaber. Det er da også noget Naja Holgersen har bemærket på sit arbejde,

– Min chef havde spurgt mig, om jeg kendte nogen, der ville passe sig til jobbet. Det blev derfor en del af mit job, at finde den person, som bedst egnede sig, siger Naja Holgersen.

Det handler ikke bare om at have et netværk. Man skal have det rette netværk.
Flemming Larsen, professor ved AAU

Tallene viser:
– Mænd får flest jobs gennem bekendtskaber i 2015
– Kvinder får flest jobs gennem annoncer i 2015
– Jobs gennem uopfordrede ansøgninger er faldet cirka 3 % fra 2011-2015
– Jobs gennem bekendtskaber har siden 2011 varieret mellem 30-35 %.

Bekendtskaber er svært for arbejdsløse
For arbejdsløse kan det sociale netværk være en stor udfordring. Det kan derfor blive en vanskelig proces at komme i arbejde. Flemming Larsen mener, at brugen af bekendtskaber kan skyldes et konkurrencepræget arbejdsmarked.

– Vi lever i et meget konkurrenceorienteret arbejdsmarked. Det gør derfor, at det sociale netværk også bliver konkurrencepræget, siger Flemming Larsen.

Han understreger, at der kan opstå nogle faldgrupper, som risikerer at gøre det endnu sværere for de arbejdsløse at finde arbejde.

– Det handler ikke bare om at have et netværk. Man skal have det rette netværk. Det kan være svært at løse arbejdsløsheden for den enkelte, hvis personen ikke i forvejen har et sådant netværk, forklarer Flemming Larsen.

Læs også: Psykolog: Derfor bliver arbejdsløse ensomme

I et forsøg på at bekæmpe arbejdsløshedsproblemet i Danmark, er der ifølge Flemming Larsen mange virksomheder, som har indgået et samarbejde om virksomhedspraktik og jobtræningsforløb.

– Man har forsøgt med praktikordninger og træningsforløb for at give disse mennesker en chance for at gøre sig bemærket for virksomheden, siger Flemming Larsen.

Flemming Larsen mener, at venner og netværk fortsat vil være en forudsætning for fremtidens arbejdsmarked.