Unge i Allerød mangler et sted at være: “Biblioteket er ikke lavet til dem”

Allerød Torv
Allerød Torv Foto: Konrad Juul

Når man er mellem 15 og 24 år i Allerød, kan det være svært at finde et sted at være, som faktisk er indrettet til unge.

Mange mødesteder er rettet mod børn eller voksne, og det efterlader de unge uden et naturligt fællesskab i hverdagen. Det er noget, som også bliver bemærket blandt lokale politikerne.

Vi skal have et sted, hvor unge selv kan bestemme rammerne.
Emil Andersen, spidskandidat for Enhedslisten i Allerød Kommune

Emil Andersen, spidskandidat for Enhedslisten i Allerød Kommune, peger på, at der mangler et sted, som de unge kan kalde deres eget. Det bør være et sted, hvor de ikke skal tilpasse sig voksnes regler eller låne sig frem til lokaler.

– Som det er nu, ender nogle unge med at hænge ud ved biblioteket om aftenen. Det er ikke fordi, biblioteket er et dårligt sted, men det er ikke lavet til dem, siger han.

Ifølge tal fra Allerød Kommune bor der i dag omkring 2.259 personer i alderen 15-24 år ud af et samlet befolkningstal på cirka 25.000. Samtidig opleves der, at mange unge flytter væk, når de skal uddanne sig eller finde bolig. Det betyder, at de lokale fællesskaber for unge tynder ud.

– Dem, der bliver tilbage, bor ofte hjemme i en periode. Det betyder, at vi har færre naturlige samlingssteder for unge. Så bliver det sværere for os politikere at møde dem – og for dem at møde hinanden, siger Emil Andersen (Enhl.).

De unge bliver usynlige uden samlingssteder

Hos Socialdemokratiet er spidskandidat Miki Dam Larsen enig i udfordringen. Han fremhæver, at unge ofte pendler ud af byen til uddannelser og derfor ikke er til stede i lokalmiljøet.

– Det kan være svært at føle sig som en del af kommunen, når der ikke er et sted for de unge at være, siger han.

Han peger på Ungerådet som et sted, hvor unge kan få indflydelse, men understreger, at det ikke erstatter et fysisk ungested.

FAKTABOKS: Hvad er ungerådet?

  • Ungerådet er et initiativ i Allerød Kommune, som skal give unge mere medindflydelse på de beslutninger og aktiviteter, der handler om dem.
  • Rådet skal hjælpe politikerne med at forstå, hvad der er vigtigt for unge i Allerød – lige fra fritidsaktiviteter og klima- og miljøinitiativer til, hvordan byerne skal udvikles og bygges i fremtiden.

Kilde: Allerød Kommune

Læs mere: Unge stemmer skal høres: Det kan være svært, hvis tingene ikke altid handler om sprut og øl og er lidt kedeligt

Gymnasiet hører efterspørgslen

På Allerød Gymnasium oplever rektor Anders Wind, at eleverne efterspørger et sted uden for skolen, hvor unge kan være, mødes og lave aktiviteter på egne præmisser.

– Det ønske har jeg hørt flere gange. Men der er ikke helt enighed om, hvad sådan et sted skal kunne, og hvem der skal styre det, siger han.

Gymnasiet forsøger at give eleverne mulighed for fællesskab gennem elevudvalg, klubber og projekter, men ifølge rektoren kan skolens tilbud ikke stå alene.

Et fællesskab, der mangler et hjem

Selvom der findes tiltag som ungerådet og skolens elevaktiviteter, menes der, at Allerød mangler et sted, der udelukkende er for unge, hvor de kan mødes, lave aktiviteter eller bare hænge ud.

– Hvis vi vil have, at de unge skal føle sig som en del af Allerød, skal vi give dem et sted, hvor de kan være unge på deres egne præmisser, siger Emil Andersen.

Læs mere: De ældre i Allerød Kommune skal have råd til at blive i byen

Sådan gjorde vi: Artiklen udsprang af, at flere stemmer i Allerød udtrykte, at et samlingssted for de unge var noget der fyldte for dem. Dette kom specielt efter nedrivningen af Centerhallen, som var dette samlingssted. Herefter talte vi med de forskellige spidskandidater og rektorer, der så sig enige i dette udsagn.

Leave a Reply

Your email address will not be published.