Ved du, hvad der er i din vin?

Forbrugere er ilde stedt, når de i supermarkedet søger den mere sundhedsvenlige vin.

Forbrugere er ilde stedt, når de i supermarkedet søger den mere sundhedsvenlige vin. I hvert fald er vin blandt de få fødevarer, som er undtaget den gængse varedeklaration. 

Kampagner råder os til at holde igen med alkoholen. Fordi de våde varer truer vores sundhed. Alligevel har vin ingen etikette, der fortæller, hvad den alkoholiske drik indeholder af sukker eller koster i kalorier. Til forbrugernes ærgrelse.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside hedder det, at »Mærkningen af fødevarer skal sikre, at forbrugerne får de nødvendige oplysninger om produktet – både hvad angår indhold, næring, holdbarhed og oprindelse«. 

Men vin får særbehandling, når det kommer til mærkning, eller varedeklaration om man vil. For vin er undtaget den bestemmelse, som gælder de fleste andre fødevarer. Vin har ingen ingrediensliste. En undtagelse, som ifølge Camilla Udsen, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, ikke opfylder forbrugernes forventninger.

»I Forbrugerrådets mener vi, at alle typer spiritus bør have mærkater. Det er relevant for forbrugerne at vide, hvor meget sukker de får ind med vinen. Ligesom det er væsentligt at vide, hvor meget vinen tæller i kalorieregnskabet,« siger Camilla Udsen.

Vin til debat  

Ifølge Pernille Lundquist Madsen fra Fødevarestyrelsen er vin ikke deklareret som sine fødevaremæssige klassekammerater, fordi vin på forhånd i høj grad er stærkt reguleret. 

»Årsagen er også af historisk art. Der er en lang tradition for at betragte vin anderledes end andre fødevarer. Og folk drikker nok heller ikke vin for at få noget sundt. Men grundlæggende er man enig om at stille spørgsmålet, om ikke også alkohol bør have en ingrediensliste?«.

Pernille Lundquist Madsen oplyser, at man på EU-plan i øjeblikket diskuterer nye mærkningsregler. Diskussionen inkluderer også spørgsmålet om, hvorvidt næringslisten skal være obligatorisk. 

»Jeg synes det vil være en god ide, hvis vin og alkoholiske drikke mærkes med energiindhold. Det vil være en nyttig oplysning til forbrugeren, hvor mange kalorier der faktisk er i vin,« siger Dagny Warming fra Fødevarestyrelsen. 

Læs også Sådan starter du din egen vinkælder


Læs også Her er syv myter om vin