Det er sjældent at vi sælger de røde biler, det er nok en 5-10 stykker om året
Martin Gieseler fra Valby Autoforum
– Det er lidt ligesom med tøj og mode. Det er ikke moderne at have en rød bil i øjeblikket. I øjeblikket er det helt sikkert de klassiske farver som sort og grå, der sælger mest, fortæller salgskonsulent ved Daugaard Biler i København, Kristian Bloss.
Den samme oplevelse har Valby Autoforum, hvor antallet af solgte røde biler kan tælles på to hænder.
– Det er sjældent at vi sælger de røde biler, det er nok en 5-10 stykker om året, hvis det er så meget, siger sælgeren Martin Gieseler.
Læs også: Træn dig op til vinterbadning nu
Noget af forklaringen kan ifølge autoforhandleren Andersen og Martini måske findes i lakkens kvalitet.
– Rød har lidt et dårligt ry, fordi de kan falme, når de ikke er malet med metallak. Derfor ryger der en del af Kia’s modeller, fordi deres biler er farvet med metallak, forklarer salgskonsulenten Anders Nielsen fra Valby-afdelingen.
- Daugaard Biler
- Valby Autoforum
- Krogsgaard-Jensen
- Andersen & Martini
- Bilia
Lille, rød og fiks
Det er dog ikke alle biler vi fravælger at købe i rød. De små biler, som Smartcar og Fiat 500 vil mange gerne have i en mere farvestrålende farve end de klassiske sorte og grå nuancer.
– I og med at der er kommet mange små biler, så vælger flere en pangfarve til deres bil. Det er derfor primært de helt små biler, der vælges i rød. Men der er langt imellem de lidt større røde biler. Så skal det være en helt speciel bil, før man synes, at den skal være rød, fortæller Kristian Bloss fra Daugaard Biler.
Sidste år købte 98.998 danske familier ny bil, viser tal fra Danmarks Statistik. Det har ikke været muligt at få oplysninger omkring hvor mange af dem, der var røde.