Når kalenderens blade viser efterår, og temperaturen kalder på hue og halstørklæde, skal bilen også være klar til kulde og glatte vejbaner. Får bilen ikke et tjek, inden den ruller ud på vintervejene, kan det være direkte farligt for andre bilister og én selv.
Læs også: Sådan gør cykelværkstedet cyklen vinterklar
DM Autoteknik er et af de steder, man kan få gjort sin bil klar til de kolde tider. I det interaktive element her kan du se, hvordan bilen bliver gjort klar til at køre videre. Klik på prikkerne for at få mere information om den enkelte del af bilen. Artiklen fortsætter under det interaktive element.
Hvad kan man selv gøre?
Selvom man ikke er vant til at stå i et værksted, er der dog nogle ting, man selv kan tjekke på sin bil op til vinteren.
Sprinklervæske:
Når man kører på de saltede vinterveje, kan forruden nemt blive rigtig beskidt. Uden sprinklervæske kan forruden ikke vaskes fri for salt og andet snavs. Det er vigtigt at forruden er ren, så man har et klart udsyn til trafikken. Er ruden beskidt, kan det være sværere at se og nå at reagere på pludselige situationer i trafikken.
Lygterne:
Når det er mørkt udenfor, er det vigtigt, at lygterne lyser, som de skal. Så kan man blive set af andre bilister, og vejen bliver ordentligt oplyst. Derfor skal man sikre sig, at lygterne virker. Er en pære sprunget, kan man måske skifte den selv. Ellers må man aflægge sin mekaniker et besøg. Er lygterne beskidte eller dækket af sne, skal de rengøres.
Dæktrykket:
Om vinteren er det vigtigt, at bilen har det rigtige dæktryk. Dæktrykket er med til at sikre, at bilen har den rigtige bremselængde og ligger stabilt på vejen. I Danmark ændrer temperaturerne sig meget i løbet af vinteren, og det har indflydelse på dæktrykket. Man skal huske på, at dæktrykket er individuelt fra bil til bil. Derfor skal man tjekke dæktrykket i forhold til sin egen bil. Det præcise dæktryk står i bilens servicebog.
Forvarme bilen?
Bilen kører ikke bedre i vinterperioden af, at bilen står i tomgang for at varme motoren op. Man kan dog overveje, at lade bilen stå i tomgang og blive varm for at smelte is og rim af ruderne.
Sådan gjorde vi: Idéen kom fra lignende artikel om klargøring af cyklen. Derefter blev der taget kontakt til et værksted, som gerne ville være med til et besøg.