Villakvarter ramt af indbrudsbølge: »De rodede alt igennem«

Peter og Vibeke fik en ubehagelig overraskelse, da de vendte hjem fra en sommerhustur. Foto: Mathias Bybjerg Jensen

– Vi kommer hjem søndag og ser lige pludselig, at opvaskemiddel og sådanne ting står udenfor. Så kommer vi ind, og så har de stort set rodet alt igennem. Alt var væltet.

Sådan lyder det fra Vibeke og Peter Albrektsen, der natten mellem lørdag den 6. april og søndag den 7. april var ofre for indbrud i deres villa i Hareskovby.

De ubudne gæster smadrede undervejs en guitar og en lampeskærm og endte med at slippe afsted med et kontantbeløb, som ægteparret skulle have brugt på en ferie. Der blev ødelagt værdier for cirka 8.000 kroner.

Kommuner med flest indbrud i forhold til antal husstande 4. kvartal 2023

1. Rudersdal
2. Middelfart
3. Solrød
4. Vallensbæk
5. Hørsholm
6. Hørsholm
7. Gladsaxe
8. Helsingør
9. Furesø
10. Lyngby-Taarbæk

Kilde: Videncentret Bolius

Savner Mette Frederiksen 

Indtil april 2023 boede statsminister Mette Frederiksen (S) og ægtemanden Bo Tengberg også i det naturskønne område ved Hareskovene.

Parret er dog rykket til København, og siden er det kun gået én vej i forhold til indbruddene, lyder vurderingen fra Peter Albrektsen.

– Jamen, det er jo helt vildt irriterende. Folk er begyndt at blive rigtig irriterede. Nu har vi fået sat alarm og bevægelsessensorer på vores vinduer. Det er jo sådan noget, der sker hele tiden efterhånden, fortæller Peter Albrektsen, der er helt sikker på en af årsagerne til problemet.

– Vi savner jo Mette Frederiksen lidt i den forbindelse. Hun boede jo et par hundrede meter hen ad vejen, og dengang kørte politiet rundt i området konstant og patruljerede. Så der er helt klart sket en stigning i indbruddene siden, fortæller Peter.

Læs også: Borgmesteren håbede på max 85 indbrud i år: Nu er over 100 anmeldt

Bred fokus på indbrud i Nordsjælland

Det pensionerede ægtepar var ikke de eneste i Hareskovby, der havde besøg af indbrudstyvene i sidste weekend. Det bekræfter Nordsjællands Politi, der var ude til fire forskellige sager.

– Der har været fire indbrud i weekenden, og det er selvfølgelig enormt frustrerende og irriterende for de berørte. Vi har været ude alle stederne og tage DNA-spor, fortæller Mikkel Thrane, der er kommunikationschef i Nordsjællands Politi.

Politikredsen, der dækker 13 nordsjællandske kommuner, har stor fokus på problemet med ubudne gæster og følger udviklingen nøje, lyder det fra Mikkel Thrane.

– Vi har bred fokus på indbrud i Nordsjællands Politi, og det har vi haft i mange år, og vi er selvfølgelig opmærksomme på sådanne områder, hvis der nu sker en udvikling, som vi synes er problematisk, fortæller han.

Han understreger dog i samme ombæring, at man har oplevet et fald af lignende sager i politikredsen.

– Generelt, og nu taler jeg hele politikredsen, så har man set et fald i indbrud – selvfølgelig under corona af indlysende årsager, hvor folk var mere hjemme. Men det er også et fald, som vi har set i årene efter corona, siger han.

Det har ikke været muligt at bekræfte påstanden om, at antallet af indbrud er steget, siden Mette Frederiksen (S) fraflyttede sin bolig i Hareskovby.

Læs også: Her har man brudt ’indbruds-forbandelsen’

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt et opslag på Facebook, hvori flere gav til kende, at de havde haft indbrud. Derefter blev kilderne kontaktet med henblik på interview, hvoraf en enkel husstand indvilgede i at stille op. På baggrund af episoderne blev Nordsjællands Politi herefter kontaktet for at få en kommentar.

Leave a Reply

Your email address will not be published.