Varer der er tæt på eller har overskrevet udløbsdatoen, varer der er produceret i for store mængder og varer med emballager, der er defekte. Sådan ser udvalget typisk ud, hvis man træder ind i Wefood, der er en butik med overskudsmad.
Nu slår Folkekirkens Nødhjælp dørene op for endnu en Weefod butik med det formål at mindske madspild. Denne gang på Nørrebro.
– Vi har åbnet en ny butik på Nørrebro, fordi vi har oplevet stor succes med vores butik på Amagerbrogade fra vores leverandører og vores kunder. Vi oplever, at der er rigtig meget madspild, og vi har brug for flere butikker for at komme af med det mad, vi får, siger projektleder hos Folkekirkens Nødhjælp Bassel Hmeidan.
– Når kunderne køber overskudsvarer i Wefood, er de både med til at bekæmpe madspild og støtte mennesker i nød, som Folkekirkens Nødhjælp arbejder for rundt om i verden.
Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked Group.
Den første Weefood butik åbnede på Amagerbrogade i København i februar 2016 og blev hurtigt en stor succes. Det er baggrunden for, at organisationen nu åbner endnu en butik, oplyser Folkekirkens Nødhjælp på deres hjemmeside.
Mandag d. 7. november inviterede Wefood til åbningsfest i deres nye butik på Nørrebrogade.
Formålet med Wefood er at bekæmpe madspild i Danmark og skabe et overskud, så Folkekirkens Nødhjælp kan være med til at bekæmpe sult og fattigdom i verden. Bassel Hmeidan håber på, at projektet kan være med til at bekæmpe den skæve fordeling af verdens ressourcer.
Faktaboks: Gode råd til at undgå madspild
- Køb kun den mængde mad, du har brug for. Lav en indkøbsseddel, så du kun køber det ind, som du har planlagt hjemmefra.
- Tilbered kun den mængde mad, du kan spise.
- Tænk over portionsstørrelser, inden du laver mad.
- Hvis du alligevel har lavet for meget mad, så frys resterne ned til en anden dag.
- Lav mad til flere dage.
- Skab et bedre overblik ved at lave en madplan.
- Opbevar maden rigtigt, så den kan holde sig længst muligt.
- Hold orden i dit køleskab, så de ældste madvarer står forrest.
- Sælg eller forær overskydende mad, så det ikke går til spilde. Kilde: Stop spild af mad.
Støtte fra Dansk Supermarked Group
En af de største leverandører til Wefood er Dansk Supermarked Group. De oplever, at både deres kunder og medarbejdere er meget optaget af at undgå madspild. For at imødekomme dette har de derfor indgået et samarbejde med Wefood og Folkekirkens Nødhjælp, fortæller Kasper Reggelsen, der er kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked Group.
– Når kunderne køber overskudsvarer i Wefood, er de både med til at bekæmpe madspild og støtte mennesker i nød, som Folkekirkens Nødhjælp arbejder for rundt om i verden, fortæller han.
Dansk Supermarked Group vil gerne mindske madspil, og de tror, at samarbejdet med Wefood kan være et skridt i den rigtige retning.
– I Dansk Supermarked Group arbejder vi benhårdt på at mindske madspild, som er en af de største CO2-syndere, og det gør vi blandt andet med nedsatte varer og samarbejde med eksempelvis FødevareBanken og Wefood, siger kommunikationskonsulenten.
Wefood gør “gamle” madvarer acceptable
Ph.d studerende med speciale i reduktion af madspild på Aalborg Universitet Thomas Dyrmann Winkel mener, at Wefood-konceptet er et fornuftigt tiltag, der gør det mere acceptabelt at spise noget, der nærmer sig den sidste salgsdato. Der er også miljømæssige fordele ved projektet, da færre ressourcer vil gå tabt, hvis maden sælges videre.
– Man producerer en masse mad, der i sidste ende bliver smidt ud eller gjort til biogas, så busser kan køre på det. Det i sig selv er fornuftigt nok, men det er en lappeløsning, fordi der i forvejen er blevet brugt en masse ressourcer på at producere maden og fragte den, fortæller han.
Thomas Dyrmann Winkel vurderer, at konceptet og det at købe madvarer, der nærmer sig eller allerede har overskredet udløbsdatoen, vil blive mere og mere acceptabelt, som flere stifter bekendtskab med Wefood. På den måde kan det komme til at spille en afgørende rolle i bekæmpelsen af madspild.
Det er planen, at Folkekirkens Nødhjælp vil åbne sin tredje Weefod butik i 2017. Den skal ligge i Aarhus.