Computerspil får drenge til at flokkes til danseskoler

Floss-dansen er bare én af de mange populære danse fra computerspillet Fortnite, børn nu kan lære på danskeskoler.
Foto: Magnus Fuglsang Søgaard

Computerspillet Fortnite har gået sin sejrgang siden dets udgivelse for et år siden, og du har sikkert set dansetrinet Floss blive forsøgt udført af børn rundt omkring i landet. Men nu har de danske børn mulighed for at mestre Floss-dansen.

Danseskoler landet over er nemlig begyndt at lave hold, der underviser børn i de populære trin. En af dem, er Jeanne Junker Jørgensen, der er indehaver af Star Dance Studio i Lyngby.

– Jeg så, at alle børn rendte rundt og dansede denne her Floss-dans. Det fangede min interesse, og via Youtube fandt jeg ud af, at alle Fortnite-dansene er gamle trin, man kender som danser, siger Jeanne Junker Jørgensen.

Danseholdet er meget populært. Jeg har drenge, der kommer hele vejen fra Roskilde til Lyngby for at danse med.
Jeanne Junker Jørgensen, indehaver af Star Dance Studio

 

Hos Star Dance Studio oplever Jeanne Junker Jørgensen en markant interesse fra børn i at lære at danse som en ægte Fortnite-figur.

– Danseholdet er meget populært. Jeg har drenge, der kommer hele vejen fra Roskilde til Lyngby for at danse med. Der er også forældre, som ringer og hører, om vi har hold for 12-årige. Så man må sige, at efterspørgslen er stor, siger hun.

Også danseskolen Loft Jensen Dans ved Silkeborg møder stort engagement fra drenge. Her fik man dog ikke selv idéen til at starte et hold.

– En far tog kontakt til os for at høre, om vi havde sådan et hold. Hans søn og hans kammerater var meget interesseret i at starte til Fortnite-dans, siger Helle Loft Jensen, der ejer Loft Jensen Dans sammen med sin mand.

Efter henvendelsen valgte Helle Loft Jensen at starte et hold for 7-11-årige. Det reklamerede hun for på skolens Facebook-side, og herefter tog det fart.

– Jeg har aldrig haft så mange kommentarer og svar, som da vi lagde opslaget på Facebook, hvor vi tilbød folk, at de kunne komme og danse Fortnite-trinene hos os, siger Helle Loft Jensen.

Hvad er Fortnite?

    • – Fortnite Battle Royal blev lanceret i september 2017 af virksomheden Epic Games
    • – Det er et multiplayer-spil, hvor du spiller mod 99 andre om at være den sidste overlevende
    • – Ifølge Epic Games er der over 125 millioner spillere på verdensplan
    • – Spillet er gratis at hente og spille, men man kan tilkøbe æstetiske tilkøb inde i spillet. De giver dog ikke nogle fordele over andre spillere
    • – Fortnite-dansene er blevet brugt af fodboldspillere som Antoine Griezmann og Neymar i forbindelse med fejring af mål
    Kilde: DR og Newsbreak.

Fra gamerstolen til danseskolen

Hos Loft Jensen Dans oplever man, at det er svært at trække børn væk fra aktiviteter som håndbold og fodbold. Men én gruppe børn har skolen dog haft succes med.

– Danseholdet består hovedsageligt af børn, der spiller Fortnite, og som ikke går til andet idræt. De kommer for at lære dansene, så de kan bruge dem i relation til deres spil. Dermed får vi børn ud på danseskolen, som måske ikke får så meget bevægelse i deres hverdag.

Jeanne Junker Jørgensen fra Star Dance Studio mener, at dansene fra Fortnite kan nedbryde nogle af de fordomme, der er om drenge, som går til dans.

– Jeg oplever, at drengene og deres familier er lidt danseforskrækkede. Men da jeg lancerede det her tilbud, fik jeg enormt meget respons fra børn, der gerne vil lære at danse. Jeg tror, at de synes, det er sejere at gå til Fortnite-dans end ”normal” dans, siger Jeanne Junker Jørgensen.

Forsker: ”Dans er godt”

At flere børn kommer ud og dyrker motion bifaldes af lektor ved Københavns Universitet Glen Nielsen, der forsker i børns daglige fysiske aktiviteter.

– Det er meget positivt, at dem, der spiller computer, også kommer ud og bevæger sig. Stillesiddende aktiviteter som computerspil er ikke sundt for menneskekroppen i fysiologisk henseende. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn i 8-12 års alderen får minimum én times motion om dagen, så alle tiltag, der kan få det til at ske, er positive, siger Glen Nielsen.

Det er meget positivt, at dem, der spiller computer, også kommer ud og bevæger sig.
Glen Nielsen, lektor ved Københavns Universitet

Glen Nielsen påpeger, at dans er en god måde til at få børn til at bevæge sig, samtidig med at de indgår i fællesskab med andre.

– Det er vigtigt at lave en skelnen mellem fysiologisk sundhed og den sociale sundhed. Dans kan kombinere disse to ting. Her får man både det fysiologiske aspekt i og med, at børnene dyrker motion, men også det sociale aspekt, da dans meget ofte er noget, man gør sammen med andre, siger han.

Sådan gjorde vi: Journalisten så ved et tilfælde et videoklip på Youtube, hvor de to brasilianske fodboldspillere Neymar og Marcelo dansede forskellige dansetrin fra Fortnite. Det vakte journalistens interesse, og han gik i gang med at undersøge, om det var muligt at lære trinene på en rigtig danseskole. Journalisten foretog nogle opkald til de nævnte danseskoler for at høre, hvorvidt deres Fortnite-dansehold er populære.