Når du spiser spaghetti med kødsovs, tænker du så over, hvor meget kødet påvirker klimaet? Produktionen og forbruget af kød er én af de største klimasyndere, og i Det Etiske Råd forbereder man derfor nu en rapport, som sætter fokus på klimabelastende fødevarer. Det fortæller Mickey Gjerris, medlem af Det Etiske Råd og formand for arbejdsgruppen bag rapporten.
– Vi undersøger, hvad der taler for og imod at overlade udfordringen med klimabelastende forbrug af kød til de enkelte forbruger i stedet for at lade det være en politisk beslutning, siger Mickey Gjerris.
Læs også: Sociolog: Veganere udelukker sig selv fra fællesskaber
Danmark er et foregangsland
Næsten 20 procent af EU-landenes samlede udledning af drivhusgasser kommer fra produktionen og forbruget af kød. Det er en større andel end hele transporten til vands, til lands og i luften.
– Vi er et af de lande med det højeste forbrug af kød, men vi er til gengæld ikke så mange. Så det handler først og fremmest om, at vi er et foregangsland på klimaområdet, og mange ser mod Danmark og ser på, hvordan vi gør tingene, siger Mickey Gjerris.
Det Etiske Råd har længe beskæftiget sig med etisk forbrug, men har endnu ikke udarbejdet nogle konkrete anbefalinger. Det skal først diskuteres i arbejdsgruppen, fortæller formanden.
Man kan altså godt kan spise sundt og blive mæt uden kød. Ofte er det faktisk også billigere.
Christian Poll (ALT), klima- og fødevareordfører
FAKTA
- Produktion og forbrug af fødevarer udgør mellem 22% og 30% af EU’s samlede udledning af drivhusgasser
- Kød giver det største klimaaftryk efterfulgt af mælk, smør og ost
- Oksekød har tre gange så stor et klimaaftryk som kylling
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet
Én kødfri dag om ugen
Danskernes store kødforbrug er ikke kun på den etiske dagsorden. Hos Alternativet arbejder man for at indføre én kødfri dag om ugen i alle offentlige institutioner.
– Det primære formål er at få sat kødforbrugets klimabelastende konsekvenser på dagsordenen, siger klima- og fødevareordfører for Alternativet, Christian Poll.
I lyset af det for tiden store internationale fokus på klimaforandringer er tiden moden til at sætte fokus på danskernes høje forbrug af kød, mener Christian Poll, som fremhæver, at forandringerne skal komme lokalt.
– Det vil sætte fokus på, at man altså godt kan spise sundt og blive mæt uden kød. Ofte er det faktisk også billigere. Det tror jeg, vil være den største effekt ved dette forslag, siger Christian Poll.
Læs også: Tang kan være fremtidens kød
Hvis Alternativet ønsker at holde en kødfri dag, så støtter jeg deres ret til det, men jeg vil gerne frabede mig et diktat om, hvad andre spiser.
Jakob Elleman-Jensen (V), politisk ordfører
Liberal Alliance: Vi skal ikke detailstyre folks spisevaner
I Liberal Alliance synes man bestemt ikke om Alternativets forslag.
– Det er en rigtig dårlig idé. Det er ikke vores opgave at vurdere, om institutionerne skal have en kødfri dag. Det bestemmer de selvfølgelig selv, siger Carsten Bach, miljøordfører for Liberal Alliance.
Ifølge Carsten Bach og Liberal Alliance er det helt udelukket, at politikerne skal til at detailstyre institutionernes kødforbrug. Spisevaner er ikke noget, som skal gøres til genstand for en politisk beslutning.
– Det er en sag, som Alternativet kan muntrer sig selv lidt med, men det er ikke et emne, som politikere skal blande sig i. Hvad den almindelige dansker vælger at spise, er en privat sag, siger Carsten Bach, som i øvrigt mener, at klimaudfordringer skal løses i samspil med innovativ teknologi.
Venstre bakker ikke op
I regeringspartiet er man heller ikke fan af Alternativets forslag.
– Jeg er varm tilhænger af det frie valg, herunder at vi hver især selv bestemmer, hvad vi spiser og hvornår. Hvis Alternativet ønsker at holde en kødfri dag, så støtter jeg deres ret til det, men jeg vil gerne frabede mig et diktat om, hvad andre spiser, siger Venstres politiske ordfører Jakob Elleman-Jensen.
Rapporten fra Det Etiske Råd forventes færdig i starten af det nye år.