Københavns Kommune ser lyset

LED-gadelamper lyser allerede nu op langs stier i København
LED-gadelamper lyser allerede nu op langs stier i København

Københavns Kommune har siden 2005 haft en målsætning om at reducere CO2-udledningen med 20 procent. Det skal ske inden slutningen af 2015.

Derfor bliver udvalgte gadelamper udskiftet med lyskilder, der har et lavt el-forbrug. Ifølge Københavns Kommunes forhenværende fagspecialist i belysning, Rune Nordahl Rasmussen, er kommunen rigtig godt på vej.

– Inden for belysning har Københavns Kommune næsten indhentet de mål, der er sat op om at spare energi og reducere CO2, siger Rune Nordahl Rasmussen og fortsætter:

– I Københavns Kommune har man en virkelig god lyskultur. Der bliver brugt lidt flere penge end i andre kommuner. Der bliver fx lagt meget vægt på, at gadelamperne ikke lyser for kraftigt, så der kommer et mere naturligt lys, siger Rune Nordahl Rasmussen.

Lamperne i København

  • Et gadebelysningsanlæg består typisk af en mast, et armatur med en lyskilde, et kabelanlæg mellem masterne/armaturerne og et tændskab, hvor det hele sluttes til forsyningsnettet.
  • Lysets form og farve spiller en stor rolle for opfattelsen af former, materialer og overflader.
  • Lyskilder skal have god farvegengivelse (Ra >70 og helst RA >80), så mennesker, byrum og arkitektur fremstår så naturligt som muligt.
  • De eksisterende kviksølvlyskilder har en farvegengivelse på: Ra 50-60, hvorimod de nye gadelamper har LED lyskilder med en farvegengivelse på: Ra 80-90.

 Kilde: Københavns Kommune.

Der er mere end 45.000 gadelamper, som tænder og slukker hver dag i København. Hos Kommunens Teknik- og Miljøforvaltning er man i gang med at fjerne 7.000 gadelamper med kviksølv. De skal erstattes med CO2-besparende belysning – nærmere bestemt LED-belysning.

CO2-neutral hovedstad i 2025

Gadebelysningen bliver udskiftet de steder, hvor lamperne er så gamle, at de alligevel snart ville blive udskiftes alligevel. Det er samtidig de steder, hvor der er mest energi at spare. I første omgang er der fokus på lamper af med kviksølv, fordi denne slags lampe er meget ineffektiv. Samtidig tager EU lamperne af markedet til april 2015.

Læs også: Succesfuld bølgeenergi afhænger af lokal støtte

Udskiftningen af lamperne skal også hjælpe København til at opnå de mere langsigtede ambitioner, udtaler Teknik- og Miljøborgmester, Ayfer Baykal fra SF, i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.

– København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Når gadebelysningen i dag står for omkring 15 procent af Københavns Kommunes eget elforbrug giver det, at vi nu skifter al den gamle gadebelysning ud, et væsentligt bidrag til, at vi når vores ambitiøse mål, udtaler Ayfer Baykal.

Hvad er LED?

  • LED står for ”Light Emitting Diode”
  • LED er en elektronisk diode, der omsætter energi (strøm) til lys.
  • Denne diode udvikler ikke meget varme, og dermed bliver den også væsentligt mindre slidt end andre teknologier.
  • Lyskilder i erhverv og privat kræver normalt 230 volt – sammenlignet bruger en LED kun to eller tre volt.

København sparer på elregningen

Politikerne i Københavns kommune har afsat 266,5 millioner kroner af deres budget til ny gadebelysning. Ifølge kommunens forhenværende fagspecialist i belysning er det en investering, som sagtens kan betale sig.

– I 2012 har Københavns Kommune sparet cirka to millioner kroner på elregningen. Udgifterne på udskiftningen af lamperne vil nok kunne indhentes på ca. tre år, siger Rune Nordahl Rasmussen.

En gadelampe der kan bekæmpe gadekampe

Den nye LED-belysning har stort potentiale, og kan mere end blot at spare på energien. I Englands hovedstad, London, bruger man fx intelligent gadebelysning til at bekæmpe kriminalitet. Under store fodboldkampe, ser man, at belysningen kan blive brugt til at forebygge gadekampe.

– De kan finde på at slukke for lyset i bestemte områder, for at få rivaliserende grupper væk og over til et andet sted. Omvendt kan de tænde lyset i andre gader for at få dem i en ny retning.

Det fortæller Freddy Degn, som arbejder med LED-belysning hos Philips Lighting. Og de er nogle af dem, som bliver inspireret af denne måde at bruge gadebelysning. De arbejder pt på et projekt i Holbæk, hvor kommunen bl.a. kan få gadelamperne til at mærke med sensorer, om der er aktivitet. Hvis ikke kan de spare på energien, ved helt selv at skrue ned og op igen, hvis nogen kommer forbi.

Københavns Kommune ligger i disse dage i forhandlinger om, hvem der skal styre driften af hovedstadens gadebelysning de næste tre til fire år.