Flere indvandrere lærer at cykle for at få praktik

Warda fra Somalia går på social- og sundhedsskolen. Hun kan ikke cykle, og det er et problem. For selvom mange sosu-hjælpere og assistenter ender med at arbejde på plejehjem, hvor man kun skal gå på to ben, så skal de alle sammen kunne cykle rundt i hjemmeplejen, når de skal på deres første praktik. 

Ifølge en undersøgelse foretaget for Københavns Kommune i efteråret kan halvdelen af indvandrerkvinder ikke cykle, og det er problematisk, da en stor gruppe studerende på social- og sundhedsuddannelsen er fra denne gruppe.

- Alle skal igennem hjemmeplejen. Men senere når du skal have et job, så kunne man sige, ”hvad har det af betydning, om jeg kan cykle eller ej, for jeg vil på et plejehjem eller et andet sted”. Alle andre steder hvor du er i huset, så er det jo lige meget, om de kan cykle, siger Marianne Jensen, som er næstformand i FOA SOSU i Frederiksberg Kommune. Men hun mener generelt ikke, at cykelkunsten skaber de helt store problemer på uddannelsen.

Ingen landdækkende regler

Hos social- og sundhedsafdelingen hos FOA har man ikke forholdt sig til at sætte regler omkring de studerendes cykelevner.

- I forbundet siger de, at der ikke er lavet nogle overordnede retningslinjer. Det er ikke noget, man skal. Tvangen er der ikke på landsplan, men der kan godt være nogle kommuner, der synes, at det er en go idé at gøre det. Det er op til de enkelte kommuner, fortæller Poul Møller, som er faglig sekretær hos FOA SOSU og ansvarlig for Region Hovedstaden.

Hos SOSU uddannelsen på Diagonissestiftelsen på Frederiksberg har man valgt at sætte strenge cykelkrav til de studerende, som ved studiestart skriver en uddannelseskontrakt med kommunen, hvor de bl.a. skriver under på, at de kan cykle. Og det giver en række studerende ekstra udfordringer på studiet.

- Hvis vi har et hold på tyve (red. Et tosproget hold), så er der nogen gange ti, der ikke kan, nogen gange er det fem og nogen gange tolv, fortæller Hanne Olsen, som er uddannelseskonsulent på Diakonissestiftelsen og arbejder med tosprogede elever.

- Så jeg har jo altså også nogen, der står og siger til mig, ”ja jeg kan ikke cykle, men jeg kan godt køre bil”.  Så siger jeg, ”men det hjælper ikke noget”. De skal kunne cykle. Vi sørger for, at vi ved, at de kan cykle, når de er færdige med grundforløbet.

Hanne Parvans er pædagogisk vejleder i Frederiksberg hjemmepleje, og hun mener ikke, at cyklingen skaber de store problemer.

- Jeg har ikke decideret oplevet nogen, som vi har måttet sige op. De har faktisk lært det. Så ved at presse folk lidt, så hjælper det sommetider, siger hun.

Dog har hun kolleger, der et par gange i løbet af de sidste par år har måttet sige farvel til et par praktikanter, der ikke kunne cykle.

Hos Mette Møller på Social- og sundhedsskolen i Århus er det til gengæld ikke et krav, at de studerende skal kunne cykle. Men det er helt klart noget, de anbefaler de studerende.

- Vi kan opleve, at de faktisk nogen steder kan blive valgt fra til en social- og sundhedshjælperstilling, når de er færdiguddannet, hvis de ikke kan cykle, siger hun.

Derfor er cykeltræningen af høj prioritet.

- De tager godt i mod det, for de kan se, at det er rigtig vigtigt, at de prøver at gøre det. Så de er rigtig velmotiverede.

Men det hænder stadig, at der er nogen, som ikke kan cykle, når de når til praktikken.

- Så er de blevet flyttet, så har de været i praktik på et plejehjem, forklarer Mette Møller. Og der er da også alternativer til dem, der ikke lærer at begå sig på to hjul.

- Så kan de arbejde på en institution eller et plejehjem, hvor der ikke er brug for, at de skal cykle. De kan også efter grundforløbet gå videre og blive det, der hedder pædagogisk assistent inden for børneområdet

Sosu’er på cykelskole

På grund af de strenge cyklekrav tilbyder social- og sundhedsskolerne derfor enten selv cykeltræning eller samarbejder med organisationer, der gør.

Warda fra Somalia har læst på sosu uddannelsen i otte måneder og skal ligesom Michael fra Sierra Leone lære at cykle for at komme i praktik. Sammen går de på cykelkursus hos Røde Kors på Nørrebro. 

- Op mod halvdelen af kursisterne er folk, der gerne vil være sosu’er, forklarer Pernille Lemvig-Fog, som er leder for cykelkurset.

Og hun har rigtig gode erfaringer med kurserne, som både er en hyggelig social platform, men også formår at få mange førstegangscyklende til at blive i sadlerne.

- Nogle af kursisterne er simpelthen så ivrige, at de bliver på pladsen efter hold ét og tager hold to med, forklarer hun.

- Jeg kan ikke lide at cykle. Så jeg havde ikke troet, at jeg nogensinde skulle lære det. Men nu bliver jeg nødt til det, fortæller Warda, der trods alt har bestilt en ny cykel og vil komme på cykelkurset hver lørdag.

Og selvom cykeltræningen for mange indvandrere er en stor succes, er det er ikke alle kvinder, der nyder de første gange i sadlen.

- Nogle af dem har angst, også fordi en del af dem ikke er i så god form, forklarer Hanne Olsen fra Diakonissestiftelsen.

- Vi har nogle af de kvinder, der er omskåret. Vi havde en afrikansk kvinde for to år siden, hvor hun tog ble på, da vi skulle starte. Vi stod jo og kiggede fuldstændig mærkeligt på hende. Det var fordi hun var bange for, at det skulle gøre ondt. Det er jo sådan noget, man ikke lige tænker på som dansker overhovedet, forklarer hun.

- Hun fandt så også ud af, at det faktisk ikke gjorde så ondt. Så hun kom til at cykle bagefter, hun lærte det. Vi plejer at opleve, at der er en kæmpe glæde, fordi en del af dem overvinder noget, de aldrig troede, de skulle lære, siger Hanne Olsen.

Læs: københavns Kommune vil have indvandrerne med på cykelbølgen, Indvandrere går på cykelskole

Posted by on March 29, 2012. Filed under Trafik. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0. Both comments and pings are currently closed.