Forfatteren, der var sky

Zakiya Ajmi er kun 22 år, men har allerede flere udgivelser bag sig.  Foto: Ida Lehrmann
Zakiya Ajmi er kun 22 år, men har allerede flere udgivelser bag sig.
Foto: Ida Lehrmann

Det er en kold onsdag eftermiddag i december. Himlen ser ud som på de fleste andre dage i vinterhalvåret; mørk og grålig. Men midt i mørket lyser den slanke nymåne op.

Nede på gaden står en pige og kigger op på månen. Hun synes, den ligner en mund, der er ked af det. Hun undrer sig over, hvorfor månen er nedtrykt og overvejer, hvad der mon skal til for at gøre den glad igen.

Pigen hedder Zakiya Ajmi. Hun har lige fået en idé til en ny historie.

Zakiya Ajmi er 22 år og forfatter til den nyudgivne og anmelderroste børnebog Pigen, der var sky. Bogen er hendes anden udgivelse og følger i hælene på hendes første børnebog Mikro Mille. Pigen, der var sky handler om pigen Sky, der er halvt sky og halvt menneske.

Jeg er rigtig dårlig til, at ting skal kunne ske i virkeligheden, så derfor giver det nok meget god mening, at jeg skriver til børn
Zakiya Ajmi, forfatter

Hun elsker at flyve op i himlen for at lege med de andre skyer, men hendes forældre bliver ved at hive hende ned på jorden igen, fordi de gerne vil have, at hun skal være en rigtig menneskepige.

Zakiya Ajmi skriver om anderledes børn og ’sære snegle’. Og spørger man ind til hendes nyeste udgivelse, finder man ud af, at pigen Sky minder en hel del om forfatteren selv.

– Jeg er en drømmer, der nogle gange svæver lidt væk, fortæller Zakiya Ajmi.

Læs også: Portræt: “Man skal gøre en forskel, der hvor man er”

Et rigt indre liv

Zakiya Ajmi var det barn, der sad ovre i hjørnet, mens de andre børn legede tagfat på bordene. Bøjet over sine kladdehæfter førte hun hurtigt pennen over de linjerede sider. Men det var ikke lektier, der indfandt sig. Det var historier. For historierne var Zakiya Ajmis måde at svæve væk på. Væk fra forældrenes skilsmisse og væk fra den barske voksenverden, hvor trusler som regnskovens uddøen og verdens krige fyldte lille Zakiyas hoved.

For mens de andre børns største problemer omhandlede reglerne i dåseskjul, bekymrede Zakiya Ajmi sig om at spare på papiret, så regnskoven stadig stod, når hun engang blev voksen. Men i historierne kunne hun få lov at være barn.

Den unge forfatters mor, Lisbeth Boye Jensen, siger om sin datter, at hun altid har haft et rigt indre liv. Dette hjalp hende, da forældrene blev skilt, og moren flyttede fra Nørrebro til et hus på landet. Her skete ikke nær så meget, og Zakiya Ajmis evne til at skabe et univers omkring sig hjalp, ifølge hendes mor, til, at hun aldrig følte sig ensom.

Det ender altid med at blive syret

Evnen til at forsvinde ind i fantasiens verden fortager sig ofte, efterhånden som vi forlader barndommens trygge osteklokke. Men for Zakiya Ajmi var det anderledes. Hun forsvinder stadig ofte ind i verdener, hvor månen er ked af det, og hvor børn leger med skyerne. Og det smitter af i hendes forfatterskab.

Hun mener selv, at hun er dårlig til at skrive ting, der passer i virkeligheden. I skrivende stund arbejder hun på en ungdomsroman, og intentionen var, at den skulle være realistisk.

– Men pludselig blev den bare virkelig syret med rumraketter og alt mulig underligt. Jeg er rigtig dårlig til, at ting skal kunne ske i virkeligheden, så derfor giver det nok meget god mening, at jeg skriver til børn, siger Zakiya Ajmi eftertænksomt.

– Jeg kan godt lide at lege med den effekt – at skrive om noget, der slet ikke kan lade sig gøre i virkeligheden og så skrive det, som om det er helt naturligt.

Og som hun sidder der på den anden side af bordet med hænderne i skødet og ansigtet halvt gemt i rullekraven på den tykke uldsweater, aner man det lidt sky, barnlige udtryk, som forstærkes, når hun mellem mine spørgsmål pludselig løfter hovedet og spejder fantaserende ud i rummet. Dér kan man forestille sig det indre liv, der udformer sig bag de venlige mørke øjne og det krusede hår.

Men det er ikke kun det indre liv, der bærer præg af en barnlighed. Også i den virkelige verden omgives Zakiya Ajmi af barnlige indtryk i sit job som pædagogmedhjælper i en vuggestue. Og det er ofte med inspiration fra børnene, at idéer til nye historier opstår.

Læs også: Børnebogsanmelder: Det er noget rablende pjat

Gider ikke karriereræset

At Zakiya Ajmi skulle være forfatter kom ikke bag på nogen. Og slet ikke hendes mor.

Zakiya Ajmi

• Født i 1992• Skriver børne- og ungdomsbøger• Debuterede som 19-årig med bogen Mikro Mille og har siden udgivet Pigen, der var Sky og Den sommer alt voksede vildt

• Har været elev på Brønderslev Forfatterskole i 2009 og 2010

• Var på DR’s Talentholdet fra 2013 til 2014

– Historierne flyder fra hende i en lind strøm. Det har de altid gjort, fortæller Lisbeth Boye Jensen.

Og med en afrikansk far, der har udgivet en roman og en novellesamling tilbage i 80’erne, falder æblet ikke langt fra stammen.

I maj 2013 kom Zakiya Ajmi ind på DR’s Talentholdet. Her lavede hun børneradio og fungerede som vært og manuskriptforfatter på børnekanalerne Ramasjang og Ultra. Men efter et år blev de spidse albuer og karriereræset for meget, og hun valgte at droppe ud af talentholdet.

–Det var en kæmpe lettelse at droppe ud og få lov at være 22 og ikke skulle tænke på karriere, siger den unge forfatter.

Pigen, der var sky er skrevet til børn, der kender følelsen af at være anderledes.

– Og måske er den også skrevet lidt til mig selv som barn, siger Zakiya Ajmi.