Hvad er forskellen på en mandarin og en klementin?

Hvert år, når vi nærmer os vinteren, bugner butikkerne af dem. De små orange c-vitamin-bomber, der til forveksling ligner hinanden. De oplagte som en hurtig snack, til madpakken eller når man sidder krøbet sammen i sofahjørnet med en kop varm te og en god bog. Men ved du, om det er en klementin eller en mandarin, du spiser?

I virkeligheden er klementiner bare en sort af citrusfrugten mandariner. Klementiner er altså en mandarin, men en mandarin er ikke nødvendigvis en klementin, for der findes flere forskellige sorter.

”Klementinen er tyndskallet og næsten uden kerner. Mandarinen er som hovedregel tykskallet og har ofte mange kerner. Den er mere aromatisk i duften,” fortæller Mette Yde-Andersen, der er uddannelseschef for Erhvervsskolen Nordsjælland og sidder i uddannelsesudvalget for uddannelserne Gastronomi og Ernæring.

”Klementinen er den, vi spiser meget af til jul,” siger hun og fortæller, at klementinen er den mandarin-frugt, der bliver spist flest af i Danmark.

Læs også: Kend dine citrusfrugter 

Det kan dog være svært at se, om det er en clementin eller en anden sort, man har fat i. Sorterne kommer nemlig i mange forskellige størrelser, men klementiner er ofte ret små og meget mørke i farven.

”I virkeligheden er det to forskellige hovedfamilier inden for samme citrusfrugt, og derfor er det svært at tale om egentlige forskelle,” siger Flemming Andersen, der er Country Manager for Aarstiderne i Spanien, hvor langt de fleste ’danske’ klementiner kommer fra.

Aarstiderne er en forretning, der laver grønt- og frugtkasser, som bliver levereret direkte til døren.

Citrusfrugt-sæsonen er lige på trapperne

Mogens Frandsen, der er indkøber i COOP, siger, at højsæsonen for mandariner og klementiner er lige på trapperne, selvom det er lidt senere end sidste år.

”De er jo begyndt at komme, men fra uge 45 begynder vi for alvor at have klementiner og mandariner i butikkerne. Sæsonen er kommet lidt sent i gang i år, fordi vejret ikke har været optimalt henover sommeren,” siger han.

Hos Aarstiderne har man dog startet sæsonen lidt før, end man plejer.

Læs også: Vegetarer er gladere mennesker

Flemming Andersen siger, at de sælger de første citrusfrugter allerede fra næste uge. Det kan skyldes de leverandører, man har, forklarer Flemming Andersen.

”Men en citrusfrugt kan sagtens være moden uden at have farven. I virkeligheden kan man sælge modne citrusfrugter fra september, men de ville være grønne, og det vil folk ikke købe,” siger Flemming Andersen.

Han forklarer, at grunden til, at citrusfrugterne skifter farve, er temperaturforskelle fra dag til nat. Det skal simpelthen blive koldt nok om natten, før citrusfrugterne skifter farve. Omvendt må det heller ikke blive frostvejr, fortæller han.

”Der er mange, der undrer sig over, at man kan åbne en citrusfrugt, og så er den tør. Det er, fordi der har været frost om natten,” siger Flemming Andersen.

Citrusfrugterne på billedet i toppen af denne artikel er mandariner.