Nu kan du måske snart cykle på Elga Olga og Liva Weel

Ved Selsmosen arbejdes der på højtryk for at få det nye kvarter bygget færdigt. Foto: André Skjøtt Jensen

Når du i fremtiden skal gennem Selsmosekvarteret, kan du komme til at cykle eller gå på veje opkaldt efter skuespillerinderne Elga Olga, Liva Weel eller Marguerite Viby.

Mellem Taastrupgaard og Selsmosen vokser en ny bydel nemlig frem. Gamle lejligheder i det almene boligområde Taastrupgaard er enten blevet gennemrenoverede eller revet ned, og nye lejligheder og rækkehuse er ved at blive bygget.

I det nye kvarter skal der findes fem nye vejnavne. Man vil i samme omgang forny områdets omdømme, og derfor skal navnet “Taastrupgårdsvej” i historiebogen til fordel for nye vejnavne.

Det er Teknisk Udvalg i Høje-Taastrup Kommunes opgave at finde de rette navne til det nye kvarter. Forvaltningen har på et lukket udvalgsmøde tirsdag d. 9. april foreslået, at de nye vejnavnene skal tage udgangspunkt i dansk kulturhistorie, da det nye område ligger ved siden af Taastrup Teater og Musikhus og det nyoprettede Kulturstrøget.

Det blev besluttet ved udvalgsmødet, at man blandt andet ville forsøge at “arbejde videre med tidligere, og gerne kvindelige, kunstnere af dansk oprindelse”, lyder det i referatet fra mødet.

Det skal jo ikke bare være mandenavne, der dominerer, man skal prøve at søge en ligevægt. Men måske ikke nødvendigvis 50-50
Lars Prier (DF), formand for Teknisk Udvalg

Følgende navne har været fremsat som inspirationskilder af forvaltningen:

Bernhard Christensen (1906-2004) komponist

Herman D. Koppel (1908-1998), komponist

Liva Weel (1897-1952), revyskuespiller, sangerinde

Elga Olga (1906-1992), skuespiller og sangerinde

Poul Henningsen (1894-1967), arkitekt, revyforfatter mm.

Kai Normann Andersen (1900-1967), komponist

Tom Kristensen (1893-1974), forfatter

Soya (1896-1983), forfatter

Kilde: Referat fra udvalgsmøde ved Teknisk Udvalg d. 9. april

Lokalpolitikere ser gerne flere kvinder i det offentlig rum, men vil samtidig ikke lægge sig fast på noget

I forbindelse med kvindernes kampdag d. 8. marts, satte kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) gang i en fornyet debat om, hvordan vi hylder kvinder i det offentlige rum. Her handlede det om kvindelige statuer i bybilledet.

Men det er ikke kulturministeren, der skal sætte kursen for Høje-Taastrup Kommune, hvis man spørger Marjan Ganjjou (K), der er med i Teknisk Udvalg. Hun er dog samtidig ikke afvisende over for, at fokus godt kunne være på de kvindelige, danske kunstnere.

– Der er intet absolut i, at det skal være kvinder, selvom vores minister har sagt, at der skal være fokus på det. Men hvis det ender med kvindelige navne, så er det jo selvfølgelig kun godt, siger hun.

Marjan Ganjjou (K) mener helt generelt, at det er en god idé, at hylde kvinder der har sat et aftryk på dansk kultur.

– Jeg synes det er fint, at man begynder at sætte mere pris på kvinder, der har udmærket sig og tjent et formål i det her land, siger hun

“Man skal prøve at søge en ligevægt. Men måske ikke nødvendigvis 50-50”

Køn og repræsentation kan være emner, der deler vandene, men i det store hele, er Marjan Ganjjou tilfreds med, hvordan den indledende diskussion er forløbet i udvalget.

– Vi var rimelig enige om det – også i betragtning af, at jeg er den eneste kvinde, der sidder i Teknisk Udvalg, siger hun og griner.

Læs også: Efter kritik for tredje år i træk: Fredagsrock har stadig under en tredjedel kvinder på plakaten

Formanden for Teknisk Udvalg, Lars Prier (DF), er også rimelig positivt stemt over for kvindelige kunstnere på vejskiltene, men han synes ikke, man skal lave nøje beregninger og kvoter for kønnene på vejnavne generelt i Høje-Taastrup.

– Jeg synes altid, at man skal have det med i sine overvejelser. Det skal jo ikke bare være mandenavne, der dominerer, man skal prøve at søge en ligevægt. Men måske ikke nødvendigvis 50-50

Lars Prier har dog ikke lagt sig fast på, hvor mange af de fem veje, der skal opkaldes efter kvinder eller mænd.

– Det kan jo være, det bliver fem ud af fem, som er kvinder, hvis der kommer rigtig gode forslag. Jeg vil hellere forholde mig til, hvilke kunstnere det er uden at skelne mellem kønnene, siger han.

Det er også stadig er en mulighed for, at vejnavnene navngives efter kulturfænomener, og det er derfor ikke sikkert endnu, om Teknisk Udvalg skal tage stilling til, hvilke navne der skal pryde vejskiltene i det nye kvarter.

I referatet fremgår det, at et konkret forslag fra forvaltningen til de nye vejnavne forventes forlagt udvalget i maj 2024.

Sådan gjorde vi:
Journalisten læste et referat fra et udvalgsmøde og tog derefter kontakt til forskellige medlemmer af Teknisk Udvalg for at høre, hvad de havde af tanker om valget af vejnavne i Selsmosekvarteret.

Leave a Reply

Your email address will not be published.