Kritik for tredje år i træk: Fredagsrock har stadig under en tredjedel kvinder på plakaten

Medina til Fredagsrock i 2019. Foto: Peter Troest

Årets Fredagsrock blev skudt i gang af Coco O. og Prisma, mens gæsterne stod med kolde fadøl i hænderne og fødderne på plænen fredag d. 12. april.

Ønsker gæsterne at se flere kvindelige kunstnere på scenen i løbet af sommeren, skal de dog kigge godt efter i programmet.

Coco O. og Prisma er nemlig to ud af de i alt ni kvindelige artister, der spiller i år. Til gengæld kan gæsterne opleve i alt 23 mandlige artister.

Det viser en gennemgang af årets program til Fredagsrock, som NetAvisen har foretaget.

Det kan ifølge lektor i musikantropologi ved Københavns Universitet, Kristine Ringsager, have konsekvenser, når kvinder bliver booket i et mindre omfang end mænd.

– Ulige booking forstærker kvinders oplevelse af, at de kæmper om en meget snæver og begrænset plads i musikbranchen – og at de kæmper mod hinanden og ikke mod samtlige musikere inden for ens genre. Og det er en usund konkurrence, siger hun.

Katrine Wallevik, bestyrelsesmedlem hos organisationen Kvinder i Musik, er også kritisk over for det lave antal kvindelige kunstere og mener, at Tivoli bør tage mere ansvar for at få flere kvindelige navne på plakaten.

– Vi bærer alle et ansvar for at skabe en verden, der imødekommer både vores piger og drenge, kvinder og mænd. Det ansvar er ingen fritaget fra, siger hun.

Booker efter ”udbud og efterspørgsel”

Tivoli selv mener, at forlystelsesparken booker ud fra det marked, de oplever. Sådan lyder det i en mail fra Torben Plank, pressechef hos Tivoli:

– Vores musikprogrammers sammensætning handler meget om udbud og efterspørgsel – men vi har et ønske om at øge antallet af kvindelige kunstnere, og det er noget, vi arbejder med, skriver han til NetAvisen.

Dog konstaterer Katrine Wallevik fra organisationen Kvinder i Musik, at det har været muligt for andre danske musikbegivenheder at booke flere kvinder.

– Det lykkes rent faktisk for nogle. Det ser man for eksempel på Roskildes program i år, siger hun, og henviser til Roskilde Festival, der i år har flere kvindelige end mandlige hovednavne på programmet.

Fredagsrock er ifølge Tivolis egen hjemmeside Danmarks største musikfestival, set over en hel sommersæson.

Katrine Wallevik mener, at bookerne til Fredagsrock ikke har gjort dagens gerning, hvis de ikke har kunne finde flere kvindelige kunstnere.

– Så vil jeg sige, at de ikke har gjort deres arbejde ordentligt. Der findes masser af kvindelige musikere, også selvom det ikke nødvendigvis er nogen, de kender i bookinggruppen. Men det er her, det med bias kommer ind: Man vælger dem, som ens egne kredse har øjne for, siger hun.

Nedenfor kan du se alle de kunstnere, som optræder på Tivolis plakat. Artiklen fortsætter under billedet. 

Fredagsrock-plakaten 2024.

Flere musikalske arrangementer i Tivoli

Tivolis pressechef, Torben Plank, forklarer også i mailen, at de mener, at man skal se repræsentationen af køn over en bred kam. De har nemlig flere musikarrangementer i løbet af sommeren, lyder det.

– Man skal se på vores samlede udbud af livemusik – lige fra Lørdagshits, Jazz, Syng-med-i Tivoli, Frock 19, Havefest m.m. Dermed vil man se, at der i det store og hele er væsentligt flere kvinder på plakaten i forhold til den generelle kønsfordeling, der er i branchen, skriver han i mailen.

Det er dog vigtigt at holde et særligt øje med netop Fredagsrock-scenen, vurderer Kristine Ringsager, lektor i musikantropologi.

– På mange måder er det problematisk, at kvinderne ikke spiller i samme grad på Fredagsrock, som er et kanoniseret program, og er dét, der bliver slået stort op på deres plakater. Så kan det godt være, at der er andre arrangementer, men de bliver hverken markedsført eller synliggjort på samme måde, siger hun.

Læs også: Hjemmekoncerter leverer livemusik

Etableret kvindeligt navn spiller dobbeltkoncert med boy-band

Ét af de kvindelige navne på årets program er Mekdes, der er P3 Guld Talent-prisvinder. Hun kan ses i denne sæson af Toppen af Poppen på TV 2 og har næsten 300.000 månedlige lyttere på Spotify.

Hun synger sine hits på plænen d. 26. april – men først efter boy-bandet Page Four har været på. De har omkring én fjerdedel så mange månedlige lyttere på Spotify som Mekdes.

Katrine Wallevik fra Kvinder i Musik vurderer, at en prioritering, som den Tivoli har gjort med Mekdes, er “svær at forstå”, fordi ”hun jo kunne have haft sin egen koncert”, lyder det.

Men ifølge Katrine Wallevik er situationen med Mekdes et udtryk for noget generelt.

– Man ser det ofte: At bookere ikke tør tage chancer med kvindelige kunstnere, fordi man ikke har en fornemmelse af deres crowd, siger Katrine Wallevik.

Hun følger op med, at man samtidig kan set det modsatte ske for mandlige artister.

– De tager gerne nogle upcoming mandenavne og tager nogle chancer. Den chance tør de ikke tage, når det er nogen udenfor deres comfortzone – udenfor deres umiddelbare kendskab, siger Katrine Wallevik.

Jacob Dinesen er en af de upcomming mandlige artister, som Tivoli har valgt at satse på i en solokoncert i år. Han har månedlige lyttere på Spotify svarende til én sjettedel af Mekdes’.

Tivoli modtog også sidste år kritik for at have kun syv kvindelige kunstnere til Fredagsrock ud af i alt 32 artister. Et tal, der i år er blevet til ni kvinder ud af 32 artister. Samme kritik modtog de i 2022, hvor de, ifølge blandt andet Femina, endte med at udskifte flere af de mandlige artisters koncerter med koncerter af kvinder.

Koncerter med kvindelige artister på Fredagsrock 2024

  • Coco. O i en dobbeltkoncert med pigeduoen PRISMA
  • Mekdes i en dobbeltkoncert med boy-bandet Page Four
  • Pil i en dobbeltkoncert med herre-duoen Barselona
  • Ida Laurberg i en dobbeltkoncert med boy-bandet Danser Med Piger
  • Chaka Khan, Tina Dickow, Medina og Diana Ross har alle solokoncerter

Sådan gjorde vi: Journalisten undersøgte årets Fredagsrock-program og foretog en optælling af kønsfordelingen. Derefter kontaktede hun Bestyrelsesmedlem i Kvinder i Musik, Katrine Wallevik, som stillede op til telefonisk interview, og forelagde derefter Tivoli information om artiklens vinkel samt overordnet information om anden parts synspunkter, hvorefter Tivoli svarede skrifligt på mail. Til sidst var det muligt at få et interview med Lektor i Musikantropologi, Kristine Ringsager, som også var telefonisk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.