Ny undersøgelse: Heavy metal spreder glæde og ikke vold

Glæde frigøres gennem vild dans og headbanging Foto: Wikimedia Commons

Hvis du er en af dem, der nyder, at der bliver skreget næsten uforståeligt om død og ødelæggelse, vil du sikkert nikke genkendende til, at du bliver glad i låget af det.

Og det understøtter en ny australsk undersøgelse. Folk, der lytter til hård rock og dødsmetal, er ikke vredere eller voldeligere end os andre. Hvis de er, er det i hvert fald ikke på grund af musikken.

Musikken, du foretrækker, gør dig nemlig glad, uanset hvor onde sangteksterne måtte være.

Netop metal “taler” til mig på en måde, der gør det meget nemt at give sig hen til musikken og bare rocke med for en stund
Lukas Bruun Pedersen, historiestuderende på Københavns Universitet

Undersøgelse trodser fordomme

I undersøgelsen, der er udført på Macquarie University i Australien og udgivet af Royal Society Open Science, deltog 32 heavy metalfans og 48 ikke-fans. Man udsatte dem for henholdsvis dødsmetal og popmusik, mens man på det ene øje viste dem et voldeligt billede, og på det andet et neutralt billede – også kaldet binokulær rivalisering.

Ved at bruge denne metode kan man normalt se, at folk ofte opfatter det voldelige billede som tydeligere end det neutrale. Dette skyldes formentlig, at hjernen opfatter det voldelige billede som en trussel, og at den derfor fokuserer på dette billede som en forsvarsmekanisme.

Igennem denne test kunne man måle, at folk der ikke kan lide dødsmetal reagerede voldsommere på de ubehagelige billeder, når de samtidig lyttede til voldelige sangtekster. Men når de hørte glad musik, oplevede de de voldsomme billeder som mindre ubehagelige.

De deltagere som regelmæssigt får ondt i nakken af at headbange oplevede derimod billederne lige så ubehagelige og i samme grad, uanset om de hørte dødsmetal eller pop, formodentlig fordi de anså begge musikgenre for at være lige positive.

Læs også: Morgensang hitter blandt unge i hovedstaden

Forskerne kunne ud fra de resultater udlede, at man hverken bliver mere aggressiv eller ufølsom overfor vold af at høre heavy metal. Så hvis du elsker dødsmetal, gør dødsmetal dig ikke ond men glad – noget der ikke kan være en nyhed for fans af genren.

Men det er trods alt en konklusion, der bryder med en sejlivet fordom. Mange tror nemlig, at man bliver mere aggressiv og vred af at høre sange med titler som Raining Blood, The Devil in I og Hammer Smashed Face.

Metalfanen Lukas Bruun Pedersen, der læser historie på Københavns Universitet, kender selv til den fordom.

– Folk har negative tanker om metal, fordi de tror, at metalhoveder er farlige og fjendske, da de ofte portrætteres som ’sociale outcasts’, stofmisbrugere og bikere i medierne. Mange forbinder altså metalmusikken med subkulturer, der er til fare for samfundet, skriver Lukas Bruun Pedersen.

Metalfan: Musikken giver mig velvære og selvsikkerhed

Lars Ole Bonde, professor emeritus i musikterapi ved Aalborg Universitet, kan genkende undersøgelsens konklusion i hans eget arbejde.

– Undersøgelsens resultat overrasker mig ikke. Der er så mange forskellige grunde til, at vi udvikler de musikpræferencer, vi gør. Og når vi først holder af en bestemt genre, så holder vi fast i den – ofte resten af livet. Den musik vi foretrækker giver os nemlig glæde og velvære, skriver Lars Ole Bonde.

Lukas Bruun Pedersen kan også genkende undersøgelsens resultater, da han til dagligt selv mærker glæden ved metalmusikken.

– At lytte til metal vækker fortrinsvis positive følelser i mig, skriver Lukas Bruun Pedersen.

Han oplever, at musikkens rytme og energi ofte forøger hans følelse af velvære, og at musikken fyrer op for hans eget energiniveau, de dage han ikke føler sig helt i topform. Samtidig forklarer han, hvordan metalmusik for eksempel kan hjælpe ham med at præstere bedre sportsligt.

– Musikken er med til at øge min selvsikkerhed, når jeg dyrker sport. Måske fordi musikken kommer til at fungere som et soundtrack til det jeg laver, så jeg nærmest kan iagttage mig selv udefra eller forestille mig, at jeg er en professionel atlet, skriver Lukas Bruun Pedersen.

Læs også: TV: På trods af skandaler lever Michael Jacksons musik stadig

De hårde toner kan også bruges som et frirum med ligesindede, hvor man kan glemme dagligdagens strabadser. Og metalfans forstår at give sig hen og gå amok med dans og moshpits i crowdet, uden at det går ud over deres medmennesker.

– Netop metal taler til mig på en måde, der gør det meget nemt at give mig hen til musikken og bare rocke med for en stund, skriver Lukas Bruun Pedersen.

Så hvis du dagligt fyrer den af til Slayer, så kan du nu svare at videnskaben viser noget andet, næste gang du bliver mødt af fordomme grundet din musiksmag.

Sådan gjorde vi: Historien opstod grundet en interesse omkring musikkens effekt på mennesker, på baggrund af undersøgelsens resultater. Kilderne er citeret på baggrund af interviews over mail.