Den populære teoretiske fysiker Stephen Hawking er død. Det skriver flere internationale medier.
Videnskabsmanden og professoren, der så sent som i august 2016 besøgte Danmark, har siden 1963 været diagnostiseret med sygdommen ALS. En diagnose, der blev spået til at tage livet af den dengang 21-årige Hawking inden for to år. Sådan skulle det dog ikke gå, og det lykkedes ham at leve 53 år længere, end hvad lægerne havde forventet. Stephen Hawking, hvis liv i 2014 blev filmatiseret i Teorien om Alting, efterlader sig tre børn.
Ifølge seniorforsker i astrofysik fra DTU Søren Brandt er Stephen Hawking en af de vigtigste fysikere, vi har haft i sidste halvdel af det 20. århundrede. Han mener desuden, at Hawking kan sammenlignes med blandt andre Einstein og Niels Bohr. Selv om det kan være svært at vælge, er Søren Brandt ikke i tvivl om, hvilken af Hawkings bedrifter, han anser som den største:
– Det må være hans teori om hawkingstrålingen, hvor han sammenkobler kvantemekanikken med almen relativitetsteori og forsøger at få de to teorier til at hænge sammen, forklarer han.
Men Hawking har, ifølge Søren Brandt, også meget at byde på i en bredere sammenhæng:
– Han vil absolut komme til at have en betydning fremover. Alle hans tanker, omkring hvordan universet er opstået, vil være til inspiration i mange år frem. Han har haft en stor betydning for fysikken i almen forstand, og han vil fortsat være en inspirationskilde til, hvordan vi kommer videre, siger han.
Læs også: Rumekspert: Fantastisk hvis vi finder liv
I tidslinjen her er Stephen Hawkings liv fortalt gennem nogle af de vigtige og interessante milepæle og bedrifter, der har præget den britiske videnskabsmands liv.
Så gjorde vi: Tanken bag artiklen udsprang af den den triste nyhed om Stephen Hawkings død. Kilden er kontaktet og interviewet telefonisk, og andet information er hentet primært fra Hawkings egen hjemmeside.