Syddansk Universitet er det universitet, hvor flest studerende ønsker at fortsætte uddannelsen et andet sted efter endt bachelor.
Det konkluderer en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.
Syddansk Universitet og Roskilde Universitet er de universiteter, hvor flest vælger at søge om optagelse på en anden uddannelsesinstitution efter en fuldført bacheloruddannelse.
Danmarks Statistik
Det fremgår af undersøgelsen, at Roskilde Universitet har næstsværest ved at fastholde sine bachelorer, mens Danmarks Tekniske Universitet taber færrest studerende til andre uddannelsesinstitutioner.
I undersøgelsen står der:
– Syddansk Universitet og Roskilde Universitet er de universiteter, hvor flest vælger at søge om optagelse på en anden uddannelsesinstitution efter en fuldført bacheloruddannelse. I 2012 søgte hhv. 21 og 18 pct. af bachelorerne fra disse institutioner andre græsgange. Universiteterne, hvor færrest med en bachelorgrad søger væk, var i 2012 Danmarks Tekniske Universitet med 1 pct og Copenhagen Business School med 2 pct.
Så mange søger væk efter endt bacheloruddannelse
- Syddansk Universitet: 21%
- Roskilde Universitet: 18%
- IT-universitetet: 11%
- Aalborg Universitet: 8%
- Copenhagen Business School: 2%
- Danmarks Tekniske Universitet: 1%
Fint med øget mobilitet
Ifølge Morten Hansen, der er studiechef på Syddansk Universitet, er frafaldet naturligt og skyldes en øget mobilitet imellem bachelor- og kandidatniveau på landets universiteter. Morten Hansen vurderer, at en del af forklaringen på Syddansk Universitets forholdsvis høje frafald kan være, at mange de studerende, der har haft Syddansk Universitet som deres anden prioritet, da de søgte uddannelse, søger tilbage tilbage til deres første ønske:
– Jeg tror, der er en del tilfælde, hvor studerende søger ind hos os som anden prioritet, hvis man for eksempel ønskede at læse medicin i København men kom ind på Syddansk som sin anden prioritet. Der kan det jo godt ske, at man har muligheden for at tage overbygningen i København. Det kan være en del af forklaringen, at folk søger tilbage til det, der oprindeligt var deres første prioritet, siger han
Læs også: Minister: Unge uden SU skal ikke have trafikrabat
Morten Hansen understreger dog, at Syddansk Universitet “selvfølgelig også har masser af studerende, der læser hos os, fordi vi tilbyder lige præcis den uddannelse, de efterspørger”. Han gør også opmærksom på, at de studerendes forbedrede muligheder for at skifte universitet ikke nødvendigvis er et problem for Syddansk Universitet:
– Jeg mener, at vi har en næsten tilsvarende indgående mobilitet af studerende andre steder fra, som vælger at læse kandidatuddannelse hos os. Så generelt er det ikke fordi, vi er kede af mobiliteten.