Hver uge flytter to borgere ind på de nye plejehjemspladser på plejehjemmet Lillevang i Farum. Men det går for langsomt, kritiserer Hans Holm, formand for Seniorrådet i Furesø Kommune.
Kommunen åbner nemlig op for 55 nye plejehjemspladser, men tager stadig kun imod to borgere ugentligt.
Generelt er Furesø Kommune i underskud hvad angår pladser i plejebolig, som du kan se i grafen ovenfor. Grafen viser kommunens prognose for plejeboligpladser og hvor mange, der forventes at skulle bruge dem. I grove træk viser den et underskud af pladser, der frem mod 2033 bliver større og større. I 2033 forventer kommunen at mangle hele 38 pladser.
Udviklingen ses allerede nu, og det kritiserer seniorrådet.
– Man åbner nye pladser, ganske langsomt, og de bliver først taget fuldt i brug til næste år. Lige nu står mange borgere på venteliste til plejehjem, fortæller Hans Holm.
Men der er mening med galskaben. Selvom der er mange borgere i kø og 55 nye pladser, er det helt efter planen, at alle pladserne ikke skal optages på en gang.
Lars Carstensen (K), formand for ældre- og sundhedsudvalget, fortæller at “Lillevang vil tage trykket og toppen af ventelisten,” men det er vigtigt, at det ikke går for stærkt.
– Vi laver en trinvis indflytning. To borgere om ugen. Det vil ende i kaos, hvis vi tager en masse borgere ind på en gang. Det kræver at borgerne vænner sig til det nye sted, og det er vigtigt for personalet at lære borgerne at kende, fortæller han.
Skærpede visitationskriterier giver måske endnu længere ventelister
Udover de mange, som allerede står på venteliste, er der måske flere på vej. Ældre- og sundhedsudvalget skærpede nemlig visitationskriterierne til det såkaldte Rehabiliteringscenter på et møde den 10. april .
Rehabiliteringscentret hjælper blandt andre borgere, som har brug for hjælp til at komme tilbage til hverdagen efter indlæggelse på et hospital. De nye kriterier for at få tilbudt en plads betyder blandt andet, at man skal have et rehabiliteringspotentiale. Rehabiliteringspotentiale er “et udtryk for den samlede vurdering af den enkelte patients muligheder for at bedre sin funktionsevne i en rehabiliteringsproces,” beskriver Sundhedsstyrelsen.
De skærpede visitationskriterier kommer af, at et stigende antal af borgere på Rehabiliteringscentret ikke har et egentligt rehabiliteringspotentiale, men derimod et større behov for pleje. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen. Det vil også sige, at konsekvensen af de skærpede krav er, at kommunen vil stå med flere borgere, som ikke opfylder visitationskriterierne, og enten har brug for hjemmehjælp eller en plejehjemsplads.
Kriterierne er trådt i kraft umiddelbart efter mødet den 10. april.
Og det er et håb at flere, som ikke opfylder visitationskriterierne, kan drages omsorg for derhjemme, fortæller Lars Carstensen (K).
3-4 år frem mangler vi noget der ligner 25-30 pladser igen. Så vi skal begynde at forberede, at udvide kapaciteten igen, for det tager nogle år
Lars Carstensen (K), formand for Ældre- og Sundhed
Det er en ændring af praksis mere end en økonomisk ændring, hvor kommunen »flytter pengene fra rehabiliteringen til hjemmeplejen,« fortæller han.
Maxine Peyma, leder for plejehjemmet Svanepunktet i Farum, ser i øjeblikket ingen bekymringer i forhold til de skærpede kriterier. For hende er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at flere kommer på plejehjem. De fleste ønsker at bo hjemme, fortæller hun.
Men Maxine Peyma er ikke i tvivl. Borgerne og deres pårørende skal nok sige fra, hvis ventelisterne til plejehjem, hvis det ønskes, bliver for lange eller kvaliteten for dårlig, fortæller hun.
Læs også: Seniorråd kritiserer Furesøs ældrepolitik
Kapaciteten på plejehjemmene
De ekstra 55 pladser på plejehjemmet Lillevang er dog ikke den permanente løsning for den lange venteliste. Der vil komme flere ældre, og prognosen lyder at en venteliste for plejehjem i Furesø Kommune vender tilbage om et par år.
– 3-4 år frem mangler vi noget der ligner 25-30 pladser igen. Så vi skal begynde at forberede, at udvide kapaciteten igen, for det tager nogle år, fortæller Lars Carstensen (K).
Samtidigt er byrådet nået til enighed om at lave et nyt plejehjem i Værløse, som skal være en del af den udvidede kapacitet.
Sådan gjorde vi: Journalisten læste pressemeddelelsen på Ritzau og ringede til Seniorrådet, som havde sendt et kritisk høringssvar. Journalisten ringede til lederen fra plejehjemmet Svanepunktet og bagefter til formanden for Ældre- og Sundhedsudvalget for at få en kommentar.