Når kameraerne stiller skarpt på de yngste

Oliver Revensdorff holder med hjælp fra sin mor en plakat op, som er højere end ham selv. På plakaten står der “Eventyrlige oplevelser – SAXO”. En lyshåret dreng læser en bog med opspærrede øjne og overraskelsen malet i ansigtet.

Plakaten har hængt på Nørreport station, hvor Oliver Revensdorff er gået forbi den. Nu ligger den foldet sammen i en kasse på hans værelse sammen med kataloger og magasiner, hvor man kan finde den samme lyshårede dreng i.

Drengen på metroreklamen er Oliver Revensdorff selv. Han er 11 år gammel og har været børnemodel, siden han var fire år. Idag er han i stald hos bureauet Little People.

Det var hans mor, Camilla Revensdorff, der fik idéen fra en veninde, hvis datter var børnemodel.

– Jeg tænkte, det kunne være sjovt, og alle synes jo, deres børn er super skønne, siger hun med et smil.

– Men med til historien hører, at Oliver var en meget genert, indadvendt type, som vi gerne ville have skubbet lidt udover kanten. Og så blev vi enige om, at – udover vi syntes, han havde et sødt ansigt – det måske kunne være med til, at han blev bedre til at møde nye mennesker.

Børn kommer i stigende grad foran kameraet
Oliver Revensdorff er ikke alene om at være vant til at se sig selv i 2 x 5 meter ved en metrostation. Det er nemlig blevet populært at være foran kameraet i en ung alder. Det viser en rundringning som NetAvisen har foretaget i uge otte.

Eksempelvis får modelbureauet Basic Cph 20-25 ansøgninger fra børn om dagen og estimerer, at det er steget støt med cirka 30 pct. de seneste fire år. Bureauerne Little People og Casablanca Models får omtrent det samme antal. Heidi Bergholdt fra Casablanca Models vurderer, at det er en fordobling, fra hun startede bureauet for godt 20 år siden. Medejer af børnemodelbureauet 1kid, Heidi Helmig, oplever også, at der er ”run” på børn og modtager i omegnen af 10-15 ansøgninger om dagen.

At være kendis er for alle
Ifølge forsker i børne- og ungdomsmedier ved Syddansk Universitet, Lotte Nyboe, er mediekulturen i dag med til at give børnene stjernedrømme.

– Mediekulturen i dag er i høj grad en deltagelseskultur. Det er blevet meget mere normalt, at helt almindelige mennesker er en del af medierne og bliver aktører i forskellige typer programmer, for eksempel ved at stille sig op på en scene. På den måde er det at være kendis et folkeligt fænomen, siger hun.

Læs også: Gift ved første blik blev et hit

Det er heller ikke unormalt at se de små størrelser på skærmen, hvor de kokkererer i Masterchef Junior eller synger til Børne-MGP og i Voice Junior.

Lige omkring 300 kokketalenter håbede at komme i køkkenet i denne sæson af Masterchef Junior, mens 450 ifølge souschef for DR B&U Rasmus Ladefoged håbede at komme på scenen til dette års børne-MGP, som er 100 mere end sidste år. Underholdningsdirektør fra TV2, Thomas Richardt Strøbech, melder også om stor interesse for Voice Junior – og stigende i sæson to – dog uden at kunne oplyse de præcise tal.

Læs også: »Jeg vil for evigt have Voice-logoet printet i panden«

Lotte Nyboe forklarer, at medierne ofte bliver et værktøj i det moderne menneskes opgave med at forme sit eget liv og identitet – og mediebilledet er præget af at vise sit talent.

– Der er en dyrkelse af den udadvendte type i mange sammenhænge. Det at gøre sig til en offentlig person og træde frem med det, man har, er en værdsat kvalitet i kulturen, siger hun.

Børnene risikerer at få en ydre tro på, at de kun er noget, hvis de har publikum på sig eller andre klapper af dem.
Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog

Der skal klapsalver til
Der kan dog være en risiko forbundet med den tidlige eksponering. Det mener privatpraktiserende børnepsykolog og forfatter til en række bøger inden for området, Margrethe Brun Hansen.

– Børnene risikerer at få en ydre tro på, at de kun er noget, hvis de har publikum på sig eller andre klapper af dem, siger hun.

Børne- og familieforsker og tidligere formand for børnerådet Per Schultz Jørgensen stiller sig også kritisk over for den generelle tendens, men understreger samtidig, at det er helt afgørende, at det at stå foran kameraerne er børnenes eget valg.

– Så er der en indre motivation, som er utrolig essentiel, siger han.

– Det er en vigtig markør, at barnets glæde og lyst er der, og at forældrenes grad af involvering ikke er regulær styring.

Når kameraerne slukkes
Både han og Margrethe Brun pointerer, at det er et kritisk punkt, når kameraerne slukkes – når stemmen går i overgang, og MGP-stjernen ikke kan synge mere, eller når børnemodellen vokser fra børnestørrelserne.

– ’Sangfugl’, ’model’ og så videre er en risikabel identitet, for det er også en forfærdelig skuffelse, når den ikke er der mere. Så når lamperne slukkes, er det vigtigt at have en identitet at falde tilbage på, som er mere end det, siger Margrethe Brun.

Mors mavefornemmelsen er med
Den risiko er Oliver Revensdorffs mor, Camilla Revensdorff, meget opmærksom på. Han vil nemlig gerne fortsætte som model – i hvert fald indtil han kan arbejde bag kameraet som fotograf – og her er mors mavefornemmelse med på sidelinjen hele vejen.

– Jeg ved godt, der er en risiko for, at jeg flasker et barn op, som har et billede af, at man er noget i kraft at sit udseende. Men jeg har valgt at tage chancen. Min mavefornemmelse er, at der er vi ikke. Og jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg fornemmer, det går i den forkerte retning, eller han begynder at få nykker, så er han ude. Det må ikke blive noget med ‘Hey, se mig, jeg er model,’ siger hun.

  børn, kamera, medier, talent, TV, unge