Kreative fag hitter blandt unge

Et stigende antal unge søger de kreative uddannelser. Det er blandt andet lysten til at udtrykke sig, der driver de unge mod de kreative fag.
Et stigende antal unge søger de kreative uddannelser. Det er blandt andet lysten til at udtrykke sig, der driver dem mod de kreative fag. Foto: Malene Kruse Andersen

De første kvote 2-ansøgninger er sendt af sted til drømmeuddannelserne. Ansøgningstallet til de kreative uddannelser er steget stødt de seneste år, og 2014 tegner sig ikke til at være en undtagelse. Fra år 2010 til 2013 er antallet af ansøgere på Kunstakademiets Designskole i København steget med 46 procent. Den samme tendens ses hos Designskolen i Kolding, hvor antallet er steget med 8 procent fra 2009 til 2013. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Men det er ikke kun de store designskoler i Danmark, der mærker en stigning. Også Københavns Erhvervsakademi (KEA) er antallet steget med 37 procent fra 2010 til 2013, og Professionshøjskolen VIA University College mærker en stigning i år på 10 procent hos design og business uddannelserne ved TEKO.

Det er blandt andet de unges søgen efter mening og jagten på at blive en succes, der driver dem mod de kreative uddannelser, siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen:

– De unge vil lave noget som giver mening. Noget der giver mening til dem selv, og derfor er de kreative uddannelser i vækst i de her år, siger Henning Jørgensen.

Former de unges identitet

Drømmen om at blive blandt andet beklædningsdesigner, grafiskdesigner, fotograf, e-designer og designteknolog brænder stadig hos mange unge. Der er flere forklaringer på, hvorfor de kreative undersøgelser er et hit hos de unge. Lysten til at prøve sig selv af og udtrykke sig er blot nogle af forklaringer, der driver de unge mod de kreative uddannelser, forklarer Henning Jørgensen. Hos Højskolen for Kreative Erhverv i VIA mener direktør Anne Mette Zachariassen, at de kreative uddannelser er med til at forme de unge.

– Når man arbejder med design, mode eller livsstil, så er det også noget med at udtrykke sig selv. Så der ligger også noget identitetsskabende i at tage en kreativ uddannelse, siger Anne Mette Zachariassen.

Læs også: Universiteter tør ikke satse på brede uddannelser

Jagten på selvstændighed

I Danmark har vi ikke den samme kultur som i USA, hvor den største lykke, ifølge Henning Jørgensen, er at blive selvstændig. Men den kultur er ved at ændre sig hos nogle unge, vurderer han. Det er blandt andet jagten på succes, der driver de unge:

– For nogle unge er lykken at blive selvstændig. De unge prøver sig selv af, og de ønsker selv at blive en succes og være unikke, uddyber han.

Læs også: Kritserede uddannelser vil i kontakt med arbejdsmarkedet

De unges jagt på den selvstændige succes er også noget, som Anne Mette Zachariassen mærker hos de studerende på TEKO:

– Da vi for nogle år siden lavede en undersøgelse af, hvad de studerendes forventninger var. Blev resultatet lige knap halvdelen, som havde en forventning om, at de på et tidspunkt ville starte deres egen virksomhed, siger hun.

De unge, som søger de kreative uddannelser, stiler derfor ikke efter at blive almindelige lønmodtagere. Men det er en anden tilværelse, som de unge stræber efter, forklarer Henning Jørgensen.

– Den kreative vej er en mere usikker tilværelse, der til gengæld udfordrer dem. Og det er noget, som specielt de unge søger, siger han.