Den såkaldte Rebild-mand blev torsdag i Vestre Landsret kendt skyldig i alle anklager om overgreb på 9 børn. Derfor blev han dømt til forvaring på ubestemt tid.
Forvaring er i teorien en straf, der er betydeligt hårdere end almindelig fængselsstraf, men i praksis kommer Rebild-manden ikke til at mærke forskel. Det forklarer Kim Østerbye, der er formand i Fængselsforbundet.
– Hans hverdag adskiller sig i virkeligheden ikke fra fængselsverdenen i øvrigt i et lukket fængsel. Han har ikke særligt skærpede forhold, og han afsoner ikke mere lukket eller mere alene end andre – medmindre han selv vælger det.
Masser at tage sig til
Det er mest sandsynligt, at den såkaldte Rebild-mand kommer til at afsone sin straf på Anstalten ved Herstedvester. Det er nemlig her, man placerer folk, der har begået særligt grove forbrydelser, forklarer Kim Østerbye.
– De afsoner i et lukket fængsel som udgangspunkt, og en stor del af dem sidder på anstalten Herstedvester. Her er de hamrende dygtige til at have med fanger at gøre, som også har mentale problemer af den ene eller anden slags, og dem der er dømt for særdeles farlige forbrydelser, eller i det her tilfælde forbrydelser mod børn.
I Herstedvester har de en masse tilbud til fangerne, der både kan studere og arbejde. På fængslets egen hjemmeside fremgår det, at fangerne kan arbejde inden for fag som bygningsarbejde, grønlandsk kunsthåndværk og park og anlæg, mens de kan få undervisning i blandt andet dansk, engelsk og matematik.
Psykisk pres
Selvom en forvaringsdom ikke umiddelbart virker anderledes end en almindelig fængselsdom, understreger Kim Østerbye, at fangerne selv oplever en stor forskel.
– I forhold til fangernes egen opfattelse er det værste, at det er et kæmpe psykisk pres for dem at blive idømt forvaring, fordi de aldrig ved, hvornår de kommer ud igen. Alle andre fanger har jo en tidshorisont – uanset hvor lang den så måtte være. Han (Rebild-manden, red.) aner ikke, om han skal sidde otte, 10, 16 eller 25 år, forklarer Kim Østerbye.
Spørgsmålet om forvaringsdømtes løsladelse afgøres af Justitsministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen ved en årlig høring af Rigsadvokaten. Oftest sker det efter indstilling fra den institution, hvor den dømte afsoner sin straf. Når der er tale om forvaringsdømte, indhentes der i øvrigt en erklæring fra en speciallæge i psykiatri eller fra en autoriseret psykolog. Det fremgår af Justitsministeriets bekendtgørelse fra juni 2011.