Læger ordinerer store mængder af antidepressiv medicin til ensomme ældre. I virkeligheden burde løsningen være social kontakt, mener seniorkonsulent og jurist i Ældresagen Margrethe Kähler. Hun præsenterede ideen om ”den blå recept” allerede sidste år på sin blog i Ugeskrift for Læger, men selvom ideen blev positivt modtaget, så har det ikke rykket noget.
”Det er helt vildt, hvor meget antidepressivt medicin, der bliver ordineret til ensomme ældre,” siger hun. Hun mener, at de ældre i virkeligheden trænger til kontakt med andre.
”Lægerne ved godt, hvem der bliver ved at komme igen for at få nye recepter. De ældre gør det for at få kontakt. Det er ligegyldigt, hvad folk laver, bare der er nogle, der gider snakke rigtigt med dem,” forklarer hun.
Hjernen har brug for mennesker
Hjernen lever af social kontakt, det viser forskning fra USA, Canada og Sverige. Margrethe Kähler skrev på sin blog i Ugeskrift for Læger at ”føler man sig ensom og alene vokser stress og bekymringer. Det kan være med til at starte en ensomhedsspiral”.
Normalt udskriver lægerne en gul recept, når de ordinerer medicin. ”Man kan faktisk også få en rød recept. Det betyder, at man skal motionere,” skriver Margrethe Kähler på bloggen. Derfor foreslog hun en blå recept. Margrethe Kähler eksemplificerede på sin blog:
”Du skal tage kontakt til Ældresagen, Røde Kors eller Samvirkende Menighedsplejer. Her kan du få dig en besøgsven, en pc-ven, komme med i en fortællecafé, en madklub, en læseklub en kortklub, mm.”
”Et kærligt spark bagi”
På sin blog opfordrede hun lægerne til at give de ældre ”et kærligt spark bagi”. Hun forklarer, at den sociale kontakt kan nedsætte den stress og de bekymringer, der plager mange ensomme ældre. Det kan også være medvirkende til, at alvorlige sygdomme som demens kan holdes på afstand. Ofte vil det også få de ældre til at røre sig mere og leve lidt sundere, så den sociale kontakt kan på alle måder gavne de ældre, mener hun.
Sådan vurderer man ensomme
Symptomer på ensomhed er blandt andet, at man føler sig uønsket ensom, og at man er isoleret og trækker sig ind i sig selv. Mange oplever også angst og utryghed og kan ikke styre bekymringerne, der forstærker sig selv.
”Man siger, at hvis man ofte føler sig uønsket alene, så er man ensom.” forklarer Margrethe Kähler. Ensomhed indvirker på en række ting i kroppen. De ældre bliver ofte sløve og kroppen bliver svagere.
”Nogle bliver pseudo-demente,” fortæller Margrethe Kähler. Er man blevet vurderet ensom, har mange kommuner arrangementer og tiltag, som man kan deltage i. Mange arrangementer er åbne for alle, men nogle er kun for ældre, der er blevet vurderet ensomme.
Flere frivillige er nødvendige
Hvis de ensomme ældre skal have mere menneskelig kontakt, kræver det, at der er nok tilbud. Frivillige er nødvendige for at få tiltagene til at løbe rundt.
”Ældresagen har allerede 13.000 frivillige. De laver alt mellem himmel og jord,” fortæller Margrethe Kähler. Nogle af disse frivillige fungerer som besøgsvenner og laver udflugter. Mange arbejder også på plejehjemmene og laver sjove arrangementer for de ældre der.
Ifølge Margrethe Kähler er der to dele af det; for det første skal de ældre begynde at bruge disse tilbud, men flere frivillige er også nødvendige for at ”tage de ældre i hånden of følge dem til arrangementer.”
Hun siger: ”Det er en blanding. Når folk for alvor er ensomme, så har de ikke kræfter til at være opsøgende. De har brug for en ’barnepige’.” Derfor ville et tiltag som den blå recept være en god ide, mener hun: ”Det er sagen i en nøddeskal. Frivillige er helt vildt vigtige. Som snakkemakker og en, man kan følges med.”
Læs også: Plejehjem kan hjælpe ældre ud af ensomhed
Læs også: Flere frivillige laver arbejde