Dansk Folkeparti i kovending: »Uanset hvad, er besøgskabiner ikke en optimal løsning«

I en besøgskabine er beboeren og pårørende adskilt af f.eks. en glasrude. Foto: GuldBoSund Friplejehjem og Rehabilitering.

Dansk Folkeparti i vil ikke have besøgskabiner på plejehjemmene i Roskilde Kommune alligevel. Det er en anden holdning, end de har haft de sidste seks måneder, hvor DF har arbejdet på et forslag om, at alle plejehjem i Roskilde skal have installere besøgskabiner. Det fremkommer af byrådsreferatet fra den 22. oktober 2020.

Stiller af forslaget og medlem af Social – og Sundhedsudvalget i Roskilde Kommune, Karsten Lorentzen (DF), fortæller, at man i Dansk Folkeparti er blevet klogere på emnet. De vil derfor tænke sig om en ekstra gang, før de går videre med forslaget om besøgskabiner.

– Det vi kan se er, at besøgskabiner er en dyr løsning og vil skabe nogle flaskehalse i forhold til, hvor mange man kan have på besøg ad gangen, siger Karsten Lorentzen (DF).

Læs også: DF vil have nye løsninger for besøg på plejehjem under corona

Besøgsrestriktioner på plejehjem

– Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der udsteder besøgspåbud.

– Et besøgspåbud er en række særlige restriktioner for besøg på for eksempel plejehjem, der kan udstedes til enkelte kommuner.

– I Roskilde Kommune må bebeorne på plejehjem få besøg af én fast pårørende i eget hjem.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed og Roskilde Kommune.

Ældrerådets formand i Roskilde Kommune, Marie Jørgensen, ser også helst andre løsninger end besøgskabiner. Hun påpeger, at de måske fungerede i sommers, men det bliver for koldt til at sidde ude i haverne, når beboerne på plejehjemmene får besøg i løbet ad vinteren.

– Det Ældrerådet kommenterede på ved sidste byrådsmøde var, at hvis man skulle købe nogle pavilloner, skulle der i hvert fald være varme i, så det blev nogle ordentlige forhold, siger Marie Jørgensen, der mener, at man i stedet skal se på de enkelte plejehjem og finde skræddersyede løsninger for besøgsmuligheder.

Det er ikke fordi, vi har lagt besøgskabiner fuldstændigt på hylden
Karsten Lorentzen, Dansk Folkeparti i Roskilde Kommune

Karsten Lorentzen (DF) er enig med Ældrerådet i, at man skal se på mulighederne for hvert enkelt plejehjem, men anerkender, at besøgskabiner alligevel kan være en nødvendighed.

– Det er ikke fordi, vi har lagt besøgskabiner fuldstændigt på hylden, men i første omgang vil vi gerne arbejde for, at det er muligt at besøge de ældre i deres boliger, siger Karsten Lorentzen (DF), og erkender derudover, at besøgskabiner ikke er den bedste løsning for besøg.

– Uanset hvad, er besøgskabiner ikke en optimal løsning. Det leder tankerne hen på amerikanske fængsler, hvor man er adskilt af glas. Det er ikke en særligt human løsning. Det er kun en absolut nødløsning, mener Karsten Lorentzen (DF).

Vil lempe besøgsrestriktionerne

Dansk Folkeparti i Roskilde ser helst, at de besøgende på plejehjemmene fortsat kan få besøg i deres egne hjem. Ifølge Karsten Lorentzen (DF) har de fleste ældreboliger i Roskilde egen udgang til haven, og de kan derfor få besøg i deres lejlighed, uden at de besøgende skal gennem fællesarealerne.

Besøgskabiner i Roskilde Kommune

– En besøgskabine er et telt eller skur, hvor beboer og pårørende kan mødes adskilt af gennemsigtig teltdug eller en rude.

– Dansk Folkeparti stillede forslaget om besøgskabiner den på Byrådsmødet den 22. oktober, hvor man besluttede, først at diskutere det videre på næstkomne byrådsmøde.

Kilde: hjerterumsammdnhverforsig.dk og referat fra byrådsmødet i Roskilde Kommune.

– Dér er udfordringen, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har godkendt den løsning. De holder fast i, at det kun er en pårørende, der kan besøge de ældre. Det vil vi prøve at påvirke gennem Christiansborg. Vi kan jo ikke som kommune vælge at blæse på de påbud, der er givet, siger Karsten Lorentzen (DF).

Ældrerådet i Roskilde finder det også problematisk, at beboerne kun kan få besøg af én pårørende og at påbuddene fra Styrelsen for Patientsikkerhed ikke er fleksible nok. Marie Jørgensen mener, at de ældre skal have lov til at få besøg af flere pårørende.

Læs også: Jette på 80 år bor på plejehjem: “Bare de kommer og besøger mig”

– Vi presser selvfølgeligt på, for lige nu må beboerne kun have besøg af én, og det er ikke nok, for de er jo isolerede nok i forvejen. Vi skal have skaffet nogle løsninger, når nu det bliver vinter, så nummer to søn eller datter og børnebørn også kan komme på besøg under sikre varme forhold, siger Marie Jørgensen.

Sådan gjorde vi: I slutningen af september skrev vi to artikler om besøgskabiner på plejehjemmene i Roskilde Kommune. Dengang var forslaget endnu ikke stillet i Byrådet, men det blev det den 22. oktober. Derfor skrev vi denne opfølgning. Alle kilder er interviewet telefonisk.