Har du mødt en falsk bankmand? Særlig form for svindel af ældre vinder frem

En ældre mand fra Rørmosen i Roskilde blev d. 3. april udsat for svindel. I området bor en hel del ældre borgere. Kvinden på billedet er ikke en del af den konkrete historie. Foto: Amalie Luther.

To mænd udgav sig for at være fra banken, da de bankede på en 92-årig mands dør. De skulle tjekke for falske pengesedler og var klædt i jakkesæt, slips og lædermapper, lød meldingen.

Det hele virkede troværdigt. Men det var det langt fra.

Hændelsen skete d. 3. april kl. 13 hos den ældre herre. Det er Anja, mandens barnebarn, der fortæller om det med accept fra farfaren.

– Min farfar er af den gamle skole, så han finder sin pung frem, hvor der ligger en masse kontanter. Én af mændene går rundt i lejligheden imens, og han har været rundt i hele lejligheden og støvsuget den for alt af værdi. Imens snakker den anden i telefon med ”banken” og fortæller, at der er problemer med hans (farfarens, red.) dankort, så det skal de også bruge kortet samt koden til kortet, siger Anja, som er barnebarn til den ældre mand.

Hun fortæller, at hendes farfar ikke selv bruger dankortet, men får familiemedlemmer til at hæve kontanter for sig.

Hendes farfar begynder at fatte mistanke, da den ene svindler forsvinder fra lejligheden. Med sig fik svindlerne både en del personlige ejendele og kontanter for omkring 60.000 kroner.

Anja og hendes farfar ønsker ikke at få deres fulde navne offentliggjort, da de er nervøse for, at svindlerne vil komme tilbage. NetAvisen kender deres identitet.

”Falske bankfolk” i markant stigning

Farfarens sag er ikke enestående, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet ser et stigende antal sager, hvor ældre borgere er blevet udsat for denne type af svindel, fortæller hun.

– Det er især den her form for ”falske bankfolk”, der er i markant stigning. Det er hver uge, vi har sager, hvor nogen har udgivet sig for at være fra en myndighed eller fra banken.

Læs også: Falske bankmænd ville svindle 65-årig for 164.000 kroner 

Der er desværre en grund til, at det lige netop er de ældre borgere, som er mest udsat for denne form for svindel, mener Charlotte Tornquist.

– Det er helt tydeligt, at man udnytter de ældres tillid til myndigheder og deres frygt for alt på digitale platforme. Folk kan blive ringet op og få at vide, at deres bankkonto er blevet hacket, og at den kun kan åbnes igen, eller forhindre at hacking foregår, hvis de får ens oplysninger. Så den her forvirring, gerningsmænd skaber, skaber så stor frygt, at de bare gerne vil sikre, at de ikke risikerer noget, siger hun.

10 sager med falske bankfolk på en måned 

Det er ifølge Midt- og Vestsjællands Politi svært at sætte præcise tal på, hvor mange ældre borgere, som er blevet udsat for denne type af svindel. Tallene fremgår heller ikke på Danmarks Statistik.

Men ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapporter fra den seneste måned, som NetAvisen har gennemgået, handlede 10 sager specifikt om, at svindlerne ifølge anmeldelse udgav sig for at være fra banken.

I forbindelse med en af sagerne, skriver politiet direkte i døgnrapporten, at man skal være meget opmærksom på denne type svindel.

– Foretag eventuelt en kontrolopringning, hvis man er i tvivl om noget, og udlever aldrig betalingskort og fortrolige/personlige dokumenter til fremmede, der ikke har legitimeret sig, eller som man kender som ansatte i sit pengeinstitut, lyder anbefalingen fra Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

NetAvisen har læst døgnrapporter igennem i perioden fra 11. marts til 11. april.

Ældre Sagens huskeregler til at undgå svindel

– Banken vil aldrig bede dig udlevere følsomme oplysninger over telefonen

– Politiet eller banken vil aldrig komme hjem til dig for at hente dit hævekort eller din kode

– Få navnet på personen, der ringer, og hvor han/hun ringer fra. Find selv hovednummeret til banken eller til den pågældende politikreds, og ring tilbage. Bed om at blive stillet om til den pågældende medarbejder

– Hvis personen møder op hjemme hos dig, så afvis at lukke vedkommende ind

– Udlevér aldrig dit betalingskort eller din kode.

Kilde: Ældresagen.dk

Også på et af kommunens plejecentre er man opmærksom på, at de ældre ikke bliver snydt af folk, der udgiver sig for at være andre, end de er.

– Vi er opmærksomme på at holde vinduer og døre lukkede, forklarer Jette Ellebye, leder af Plejecenter Sct. Jørgensbjerg.

Hun er dog ikke meget bekymret for svindlen, med understreger, at “vi tager vores forhold”.

Hvis du selv har oplevet svindel, kan du kontakte politiet på 114.

Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede en borger på Facebook, hvori personen beskrev et nyligt tricktyveri. Journalisten tog til Rørmosen og interviewede flere borgere i området. Journalisten tog også ud til Plejecenter Sct. Jørgensbjerg og interviewede lederen. Journalisten kontaktede Midt- og Vestsjællands Politi og interviewede dem om tricktyverier af ældre borgere i Roskilde Kommune. Anja fremgår som delvist anonym kilde. Redaktionen har fuldt kendskab til Anjas fulde identitet. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.