Ansøgere til julehjælp stiger igen: »Vi tager ikke problemet alvorligt nok«

Stephanie Søs Hansen, er enlig mor til en lille pige, og herudover er hun studerende. Hun har, grundet inflationen og en lav SU, set sig nødsaget til at søge julehjælp i år. Foto: Stephanie Søs Hansen

– Jeg drømmer om en juleaften med alt, hvad der hører til. 

Sådan lyder det fra 22-årige Stephanie Søs Hansen, der håber på at kunne give sin 3-årige datter en mindeværdig jul. Men det er utrolig svært, når man er presset på økonomien.

– Jeg vil gerne give hende en jul, hvor vi kan bage småkager, købe adventsgaver, lave hjemmelavede julegaver til bedsteforældrene, spise god mad, have juletræ med julegaver under og bare kunne holde ferie uden, jeg skal vende hver en krone for at få mad på bordet, skriver hun til NetAvisen.

Stephanie Søs Hansen er så presset på økonomien, at hun i år har søgt julehjælp for at kunne få råd til den jul, hun drømmer om.

Hun er langt fra alene. Flere organisationer forventer, at et rekordhøjt antal familier vil gøre det samme i år, selvom tallet endnu ikke er opgjort.

Sidste år – i 2021 – var der hele 16.831 familier, som ansøgte om julehjælp hos Dansk Folkehjælp. Man får julehjælp til en værdi af 1.800 kroner. Blandt de mange familier var cirka 25.000 børn. Det var en stigning fra året før, hvor 15.069 ansøgte.

Det voksende tal, der søger om penge til gaver og mad, er et udtryk for en stigende fattigdom i Danmark, siger Morten Ejrnæs, der er sociolog og lektor emeritus ved Aalborg Universitet.

– Vi tager ikke problemet alvorligt nok. Selvom regeringen har en plan om at gøre op med børnefattigdom, er det bestemt ikke lykkedes. Vi har fået en fattigdomssituation, der er blevet meget værre, og set en mærkbar stigning igennem det seneste år, siger Morten Ejrnæs.

Intet tyder på, at det i år bliver anderledes. Ifølge Dansk Folkehjælps konstituerede generalsekretær, Peder Thorning, er der god grund til at antage, at antallet af ansøgere vil stige igen i år.

På nuværende ser Dansk Folkehjælp allerede en høj grad af ansøgere, og ansøgningsperioden er endnu ikke slut.

– Jeg vil tro, vi sætter den negative rekord. Det er ikke en rekord, vi ønsker at slå. Det er der ingen, som har interesse i. Det er dog desværre sådan, det tegner sig lige nu, siger Peder Thorning.

Læs også: I Lyngby tænder de for julelyset: Lidt julehygge må der altså være plads til

http://

Det er ikke overraskende

Det undrer ikke Morten Ejrnæs, at ansøgningerne til julehjælp stiger. Danmark og resten af verden er i en situation, hvor især inflation har fået godt fat. Det påvirker den danske befolkning, og endnu mere dem, som i forvejen sidder stramt i det.

– Vi er i en situation, hvor der både er lave ydelser og en inflation, som betyder, at mange sakker yderligere bagud, fordi forsørgelsesydelser er steget langt mindre end lønindtægterne, siger Morten Ejrnæs.

Prisstigninger på energi, el og varme gør også, at flere i dette sociale lag føler sig udsatte, vurderer Peder Thorning.

Stephanie Søs Hansen studerer HF enkeltfag og har netop søgt julehjælp, som et supplement til sin SU. Inflationen har også påvirket hende. Det er i forvejen svært for Stephanie Søs at få tingene til at løbe rundt, julehjælpen kan derfor være med til at give hende mere overskud i den søde juletid.

– Jeg er studerende og enlig mor, derfor er økonomien stram. Grundet de stigninger, der er, er det en nødvendighed, skriver hun.

De fleste forbinder julen med gaver og fest, men ikke alle familier har råd til julegaver. Dansk Folkehjælp deler julehjælp ud til de mest trængende. Foto: Helene Knudsen.

Julehjælp hos Dansk Folkehjælp

Julehjælpen indebærer et gavekort til Rema1000 på 800 kr. og et gavekort til julegaver til f.eks. Sportsmaster og Elgiganten.

Julehjælpen har en samlet værdi på 1800 kr.

Der er oveni mulighed for at få uddelt mere traditionel julehjælp, i form af en købmandskurv til samme værdi.

Kilde: Konstituerede generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Peder Thorning

 

Fattigdom i Danmark skal på dagsordenen

Det er klart for både Morten Ejrnæs og Peder Thorning, at de mange ansøgere er et udtryk for en stigende fattigdom i Danmark. Peder Thorning understreger, at Dansk Folkehjælp har en intention 0m at få fattigdom i Danmark på dagsordenen og få politikerne til at anerkende, at der er en gruppe, som går igen år efter år.

– Der en gruppe, som man bør kigge på og finde en mere varig løsning til, så man ikke stresser dem rundt i systemet, jobcentre og så videre, siger Peder Thorning.

Morten Ejrnæs er enig i, at der er et fundamentalt problem, som skal løses. Der har været lappeløsninger, som f.eks. det midlertidige børnetilskud, men det har kun virket minimalt, vurderer han.

– Det har slet ikke været tilstrækkeligt, og det har ikke dækket de unge (15-17 år) fattige, skønt det er dem, der har de største behov, siger Morten Ejrnæs.

Spørg man ham, hvad man ellers kunne gøre for at løse problemet, svarer han:

– Fundamentalt må man gøre op med den lave kontanthjælp. Man bør helt afskaffe kontanthjælpsloftet og helt afskaffe 225 timers-reglen samt SHO-ydelsen (selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen, red.). Hvis man indførte en ensartet kontanthjælp for alle, på linje med det niveau som danske statsborgere i øjeblikket kan få, så ville en stor del af problemet være løst, vurderer Morten Ejrnæs.

Læs også: Glostrups egen julemand hedder David: »Det er tabubelagt ad helvedes til at række hånden ud«

Hvem får julehjælp?

Dansk Folkehjælp prioriterer dem med den laveste indkomst først.

Dansk Folkehjælp har kontakt til kommunerne rundt omkring i landet for, at de kan få bekræftet ansøgerens situation. Det er Dansk Folkehjælps sikkerhed for, at de rammer den gruppe, som de finder mest trængende i forhold til initiativet.

Den klassiske ansøger af julehjælp:

  • Enlig mor på kontanthjælp.
  • Muligvis ramt af  kontanthjælpsloftet.
  • 1 eller flere hjemmeboende børn, under 18 år.

Kilde: Konstituerede generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Peder Thorning.

Alle børn fortjener en god jul

Julen er hjerterne og børnenes fest, og for de børn, som er dårligt stillet i øjeblikket, kan julen især gå hen og blive svær. Morten Ejrnæs forklarer, at det for børn handler om situationen, der sker her og nu, og de sammenligner sig ofte med deres kammerater.

– Det betyder noget for børn at have nogle julegaver at kunne vise frem, og det betyder noget, at julen er en højtid eller fest med god mad og juletræ, på samme måde som den er i de fleste familier, siger Morten Ejrnæs.

Med den ekstra julehjælp får Stephanie Søs Hansen netop mulighed for at give sin datter en mindeværdig jul, på lige fod med andre forældre. Det betyder meget for hende, at hun har den mulighed.

– Jeg føler, at mange tager det som et tabu, men det gør jeg ikke selv, da jeg syntes det fedt, at man kan søge den hjælp. Det betyder, at min datter kan få den jul, alle forældre gerne vil give deres børn, skriver hun.

Læs også: Energikrisen får københavnerne til at skrue ned for julelyset: »Er vi ikke nødt til at ofre os lidt?«

Sådan gjorde vi: