Et bredt flertal i Teknik- og Miljøudvalget planlægger at sløjfe 45 bilparkeringspladser til fordel for cykler. Det sker på trods af, at der i forvejen er stor trængsel om P-pladserne i hovedstaden. Udvalget har dog besluttet at prioritere cykler over biler:
-Der er et stort behov for mere cykelparkering, for der står cykler overalt, og det er til stor gene for fodgængerne, siger udvalgsmedlem Iben Rathje (F).
Enten eller, eller?
Ikke alle er lige begejstrede for planerne om at skrotte bilparkeringen til fordel for cyklerne. I Foreningen for Danske Motorejere (FDM) mener man ikke, at parkeringssituationen i København behøver at være en prioriteringssag:
-For os er det ikke et spørgsmål om enten-eller, hvilket det meget bliver lagt op til mange steder, blandt andet i borgerrepræsentationen, siger Louise Skov, der er konsulent i det økonomisk-politiske sekretariat i FDM.
-De der parkerer i København, er typisk dem, der skal ind og arbejde, hvilket gavner København og københavnerne, fortsætter hun.
Læs også: Færre parkeringspladser i Indre by
Jakob Næsager (K), der er sidder i Teknik- og Miljøudvalget, deler dét synspunkt. Han har foreslået udvalget, at man skulle bevare bilparkeringspladserne og i stedet lave helt nye pladser til cykler tæt ved store lyskryds. Her må bilerne nemlig i forvejen ikke holde. Forslaget blev dog ikke vedtaget:
-I Teknik og Miljøudvalget er der ingen opbakning til mit forslag om at lave cykelparkeringspladser i 10-meterzonerne ved de store lyskryds. Man vil nedlægge bilparkeringspladser og lave cykelparkeringsmuligheder dér i stedet, siger han.
Et led i en større plan
Parkeringsinitiativet er udtryk for en større politisk dagsorden, hvor et rødt flertal med Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell (EL) i spidsen kæmper for flere cykler og færre biler i det københavnske bybillede.
-Vi vil gerne have så mange som muligt til at cykle, og vi vil derfor skabe de bedst mulige forhold for cyklister, så flest mulige vælger cyklen, siger Iben Rathje, der en del af den røde koalition i udvalget.
Læs også: Københavnere skal i fremtiden parkere cyklen langt væk
FDM opfatter den politiske opprioritering af cyklerne som et angreb på bilisterne:
-I FDM ser vi en tendens til, at Københavns Kommune spænder ben for bilisterne, siger konsulent Louise Skov.
Af de 45 pladser skal 20 omlægges i Grønnegadekvarteret i indre by. På Christianshavn skal der omdannes fem pladser, og det er stadig ikke besluttet, hvor de sidste 20 pladser skal findes. De fleste af pladserne skal efter planen omlægges i perioden mellem næste sommer og foråret 2015.
One Response to "Bilparkering bliver til cykelparkering"