Hvem kan ikke lide et stykke nybagt kage, og hvem sætter ikke også pris på at kunne støtte en god sag? Begge ingredienser danner tilsammen “Bag for BørneTelefonen”, som er en årlig begivenhed i oktober.
For at bakke op om initiativet kan institutioner, skoler, foreninger, virksomheder og familier fra hele landet deltage. De indsamlede penge går til BørneTelefonen, som er en rådgivningslinje for børn.
Dette var ingen undtagelse i børnehaven Refmosegård Børnehus i Hedehusene, der deltog for andet år i træk. Her bagte børnene kager, som forældrene kunne købe.
Hvad er BørneTelefonen?
- BørneTelefonen er børnenes linje til rådgivning, trøst eller bare en voksen, der har tid til at lytte.
- Det er både gratis og anonymt at ringe til BørneTelefonen.
- På BørneTelefonen kan børnene få rådgivning på sms, chat eller igennem brevkasse.
- Børnene bestemmer helt selv, hvad de har lyst til at tale om.
- Man kan ringe til BørneTelefonen med alle slags problemer.
Kilde: Børns Vilkår
En velegnet børneaktivitet
Anders Thiim Pedersen, der er pædagogisk leder i Refmosegård Børnehus, tøvede ikke med at indføre initiativet i børnehaven.
– Jeg synes, det lød som en god ide. Det er dejligt at kunne være med til at indsamle penge til et godt formål, og så var det derudover en meget velegnet børnehaveaktivitet, siger han.
Direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl fortæller, at man i Børns Vilkår er meget glade for den opbakning, befolkningen giver initiativet.
– Det betyder rigtig meget for os, at “Bag for BørneTelefonen” er blevet en både populær og landsdækkende begivenhed. De penge, der bliver samlet ind, er med til at gøre en stor forskel for børn, fordi vi med de midler bl.a. kan uddanne flere frivillige til at bemande BørneTelefonen. Og så er det vigtigt for os at kunne sætte rammerne for en begivenhed, som rigtig mange børn og voksne har det sjovt med år efter år, fortæller direktøren i et skriftlig svar.
Læs også: Klub Egedal bager mod ensomheden, og det har aldrig været mere aktuelt
Vigtigt at kende til BørneTelefonen
Rasmus Kjeldahl pointerer desuden vigtigheden af, at børn ved, at der er noget, der hedder BørneTelefonen.
– Det er vigtigt, at børn ved, der er et sted, de kan henvende sig, hvis de bærer rundt på noget tungt, der kan være svært at dele med voksne i deres omgangskreds – måske fordi de slet ingen fortrolige voksne har omkring sig. “Bag for BørneTelefonen” er med til at udbrede det budskab, uddyber han.
Antallet af deltagere til “Bag for BørneTelefonen” og samlede beløb fra 2018-2022
2018: 61.000 deltagere (børn, unge og deres voksne). Indsamlet 2,1 mio. kr.
2019: 85.000 deltagere (børn, unge og deres voksne). Indsamlet 2,2 mio. kr.
2020: 55.000 deltagere (børn, unge og deres voksne). Indsamlet 1 mio. kr.
2021: 66.000 deltagere (børn, unge og deres voksne). Indsamlet 1,7 mio. kr.
2022: 76.000 deltagere (børn, unge og deres voksne). Indsamlet 2,2 mio. kr.
Kilde: Børns Vilkår.
– For de helt mindste børn er det bærende element det at bage og sælge kagerne til forældrene, hvorimod vi forsøger at tage snakken med de større børn, der snart skal i skole, om hvad BørneTelefonen er, og hvad indsamlingen går til.
Derudover giver han sit bud på, hvorfor lige netop “Bag for BørneTelefonen” er med til sætte lys på indsamlingen i børnehaven.
– Jeg tænker, vi skaber mere opmærksomhed omkring indsamlingen til BørneTelefonen ved at lave et arrangement ud af det, fremfor hvis man bare skulle donere 20 kroner, når man nu alligevel er nede og aflevere eller hente sit barn, fortæller han.
Læs også: Børnehavebørn hjælper med at byde ukrainske familier velkommen
Behøver ikke være BørneTelefonen
For Refmosegård Børnehus behøver fremtidige indsamlinger ikke nødvendigvis at gå til BørneTelefonen.
– Nu har det været BørneTelefonen, vi har holdt indsamling for de sidste par år, men det vigtigeste for os er, at det er et godt arrangement, og at der er en god sag, mere end det lige specifikt skal være BørneTelefonen, understreger han.
Anders Thiim Pedersen oplyser desuden, at børnehavens kagesalg i år udmøntede sig i 2.550 kroner, som lige akkurat overstiger sidste års salg, der lå på 2.500 kroner.
I 2022 havde BørneTelefonen mere end 60.000 samtaler. Det fremgår på Børns Vilkårs hjemmeside.
Sådan gjorde vi: Idéen opstod, da vi internt i redaktionen fandt ud af, at en lokal børnehave havde deltaget i “Bag for BørneTelefonen”. Herefter tog journalisten kontakt til lederen i børnehaven og fik i den forbindelse udført et interview telefonisk. Journalisten har ligeledes kontaktet Børns Vilkår og fik sendt skriftlige spørgsmål til direktøren i organisationen.