Book begravelsen på nettet

Danskere, der står over for at skulle begrave et familiemedlem, kan klare det over nettet. Og det gør flere og flere, lyder det fra firmaerne bag.

På hjemmesiden bedrebegravelse.dk kan man købe alt fra kistepynt til urner, og de praktiske papirer bliver tilsendt over mail. Bestillingen taler man igennem med en bedemand på firmaets hotline. Siden, som reklamerer med at være verdens første, har eksisteret siden oktober 2010, og runder snart tusind kunder i år. 

»Vi har de bedste erfaringer,« siger administrerende direktør Per Holm.

»Vi har sågar haft kunder i Kina og Amerika. Man kan bestille med lang distance, så det hele er sat i gang, når man kommer hjem.«

Præster skal tage sig af det følelsesmæssige

Fraværet af bedemandens fysiske tilstedeværelse bekymrer ikke Per Holm. Ifølge ham skal bedemændene ikke tage sig af den emotionelle del af dødsfaldet.

»Det har vi præsterne til. De har uddannelse og tiden til det, og vi har alle sammen betalt til dem gennem folkekirken. De er kvalificerede, for én ting er at høre på folk, men man skal også bringe dem tilbage til virkeligheden. Det er der jo ingen bedemænd, der er uddannede til.«

Nettet bliver en større del af begravelser

Tendensen til at planlægge begravelser online er på vej frem. Det mener administrerende direktør hos foreningen Liv og Død Mogens Balling. 

»Muligheden for at bestille begravelse online er oplagt. For den del af befolkningen som har et ønske om at deltage mere aktivt i at planlægge begravelsen, og udfylde de kommunale papirer, er det super,« vurderer han. 

Det gælder særligt den yngre generation. 

»I takt med at tabuet omkring døden bliver mindre, og det bliver lettere med de officielle papirer og tilrettelæggelse af begravelsen, så tror jeg, at der er en stor gruppe af danskere der vil bruge nettet.«

Præst ved Christianskirken i København, Flemming Pless, ser muligheden for at bestille begravelsen over nettet som et udtryk for den kultur, som er fremherskende. Han påpeger desuden, at der er tale om forbrug i yderste konsekvens, som han finder problematisk.

»Vi går på en hjemmeside og klarer os med det. Men man kan ikke få en prøve på nettet. Hvis jeg vil høre en ny plade, kan jeg gå på iTunes og høre, om det er det, jeg vil have. Det kan man ikke med bedemanden. Man kan ikke føle, om det er det rigtige, han gør: Hvilket tøj skal mormor have på i kisten, og hvilke slags blomster skal hun have?«

Læs også:

Vil du begraves på… Facebook!?

Danskerne giver deres formuer til dyrene