Borgerforslag om skoletandpleje bringer ikke smilet frem i byrådet

Lejre Rådhus
Foto: Sarah Victoria Gratløv, Netavisen

I ordsproget hedder det “alle veje fører til Rom”. Men i Lejre Kommune hedder det “alle veje fører til Kirke Hyllinge”. I hvert fald hvis vejen skal føre til skoletandlægen. Kommunens eneste skoletandlæge ligger nemlig i Kirke Hyllinge, og det er Marie Rasmussen godt træt af. Hun har derfor fremsat et borgerforslag, der går ud på at oprette en skoletandpleje i Hvalsø, men flere politikere i kommunalbestyrelsen mener ikke, at det er en god ide.

Det er besværligt, at det koster en halv fridag for mange af os, når vi skal op til tandlægen.
Pia Wolffbrandt, beboer i Lejre Kommune

Borgerforslaget udspringer af en frustration, Marie Rasmussen har oplevet, når hun har skulle følge sit barn til skoletandlæge. Her støder hun ind i en meget tidskrævende proces.

– Det er så besværligt at komme til Kirke Hyllinge med bus, man er der tit en time, før ens barn har tid, og efter behandling er der ventetid på bussen, begrunder hun forslaget med på kommunens hjemmeside.

Lejre Kommune og skoletandpleje

  • Den 1. januar 2020 var der 27.996 indbyggere i Lejre Kommune
  • Kommunen har et areal  på 240,07 km2

Kilde: Lejre.dk 

  • I 2020 var kommunens største byer:

1. Kirke Hvalsø: 4.218 indbyggere
2. Lejre: 2.587 indbyggere
3. Kirke Hyllinge: 2.261 indbyggere

Kilde: da.wikipedia.org

  • Kommunens eneste skoletandlæge ligger i Kirke Hyllinge
  • Børnene skal enten selv eller i selskab med forældre sørge for at komme hen til tandlægen

Kilde: Rita Berthelsen, klinikassistent hos skoletandlægen i Kirke Hyllinge

Som resultat af dette får Marie Rasmussen hjælp af en ven, der kører hende og hendes barn til skoletandlægen.

– Jeg har allieret mig med en kammerat, som kører os. Men det kunne være fedt, hvis man bare selv kunne have en tandklinik i Hvalsø, siger hun.

Mangler 250 ud af 500 stemmer på nuværende tidspunkt
Marie Rasmussen er ikke den eneste, der ønsker sig en skoletandlæge i Hvalsø.

På nuværende tidspunkt bakker 250 stemmer hende op, og borgerforslaget skal op på 500 stemmer senest d.15 maj 2021 for at blive behandlet i kommunalbestyrelsen, det fremgår af kommunens hjemmeside.

Læs også: Lejre bekæmper ældres ensomhed med kunst og yoga

Marie Rasmussen oplever også, at folk tager fat i hende og roser hendes forslag.

– Efter jeg har skrevet forslaget, så er der mange, der henvender sig til mig og siger, at det er en super god idé, siger Marie Rasmussen.

Kommunale politikere er ikke begejstrede for borgerforslag
Mikael Ralf Larsen (SF) er medlem af byrådet i Lejre, og han er ikke tilhænger af at oprette en skoletandlæge i Hvalsø, da han mener, at det vil gå ud over både fagligheden og økonomien.

– Det vil være omkostningstungt, hvis vi skal have flere tandplejere rundt omkring i kommunen, og så vil det også gå ud over fagligheden, siger han.

– Fordelen ved at have skoletandplejen samlet i Kirke Hyllinge er, at man samler de faglige kræfter, siger Mikael Ralf Larsen.

Også Flemming Damgaard Larsen (V), er imod borgerforslaget. Han peger også på, at fagligheden vil blive svækket, hvis man opretter en ekstra skoletandpleje.

– Det er bedre, at man samler fagligheden ét sted fremfor at sprede den på flere steder, når vi er en så lille kommune, siger han.

Mikael Ralf Larsen (SF) anerkender dog, at turen til skoletandlægen i Kirke Hyllinge kan trække tænder ud for visse borgere. Han fortæller, at kommunen godt ved, det kan være vanskeligt at komme rundt med offentlig transport.

– Der er ingen tvivl om, at vi har nogle store udfordringer med infrastrukturen, særligt i forhold til den offentlige trafik, siger han og foreslår derfor en alternativ løsning.

– Man kunne måske forestille sig, at man havde en skoletandpleje som i nogen udstrækning kunne være lidt mere fleksibel, så de kunne komme ud på skolerne engang i mellem, hvis det var nogle mere rutineprægede tjek, siger han.

Bliver mødt af lange ventelister og bruger halve fridage
En anden der, ligesom Marie Rasmussen, er træt af, at skoletandplejen er samlet i Kirke Hyllinge er Pia Wolffbrandt.

– Det er besværligt, at det koster en halv fridag for mange af os, når vi skal op til tandlægen. Nu bor jeg selv i Osted, så hvis jeg skal være heldig at have en tid til mine børn, så skal jeg gerne have tid så tidligt som overhovedet muligt, og der kan være en del ventetid på at få de her yderpunkter, siger Pia Wolffbrandt.

Sådan gjorde vi: Journalisten fik ideen til artiklen, da hun researchede relevante historier og i denne forbindelse stødte på borgerforslaget på Lejre Kommunes hjemmeside. Alle kilderne i artiklen er interviewede over telefon.