Tyve har været i spil i Hørsholm gennem hele 2023, hvor 117 husstande i Hørsholm Kommune har haft indbrud.
Det fremgår af Bolius Videnscenter, som henviser til tal fra Danmarks Statistik.
Hørsholm har ifølge Danmarks Statistik ligget i toppen på listen over antal indbrud hen over de sidste mange år.
Det stigende antal indbrud førte i starten af året, til at Hørsholms borgmester, Morten Slotsved (K), sammen med Nordsjællands politidirektør og chefpolitiinspektør kom frem til, at Hørsholm Kommune skulle have en ny målsætning omkring indbrud. Målsætningen blev, at der i Hørsholm kommune maximalt må være 85 indbrud om året.
Svaret på, hvorfor Hørsholm Kommune så stadig ligger i toppen med 117 indbrud allerede inden december måned kan Morten Slotsved kun gisne om, siger han.
– Det er fordi, at tyveknægtene tænker, at der er noget at komme efter i Nordsjælland. Så jeg tror, at dem, der har trælse hensigter, ser Nordsjælland som værende et mere oplagt sted at begå mange indbrud end mange andre dele af landet, siger han.
Hørsholm Kommune topper på ranglisten over indbrud, i Danmark, med hele 117 indbrud for de første tre kvartaler for 2023.
2012: 272
2015: 304
2020: 180
2022: 195
2023 (kun de første 3 kvartaler): 117
Kilde: Danmarks Statistik
Dette betyder, at Hørsholm Kommune lander på en andenplads over kommuner med flest indbrud for 1, 2 & 3. kvartal af 2023. Det fremgår af Bolius Videnscenter, som henviser til tal fra Danmarks Statistik.
– Jeg er stadig ærgerlig over, at vi ligger så højt i statistikken, og det er noget af det, som vi virkelig skal arbejde på i kommunen, siger Hørsholms borgmester, Morten Slotsved (K).
Læs også: Her har man brudt ’indbruds-forbandelsen’
Borgmesteren mener, at løsningen ligger hos borgerne
– Vi har nedsat en tryghedsgruppe, hvor vi laver mange tiltag overfor borgerne, fordi vi skal have borgerne til at være med. Borgerne skal være bedre til at sikre deres eget hjem, siger Hørsholms borgmester Morten Slotsved (K).
De vigtigste råd fra Det kriminalpræventive råd
- Du skal sikre dine døre og vinduer.
- Brug solide låse.
- Tilmeld dig Nabohjælp. Ved at melde dig ind i Nabohjælp, kan du både hjælpe med at sikre andres hjem og sikre dit eget. Igennem Nabohjælp kan du læse og opdatere advarsler vedrørende dit nabolag og deltage aktivt i et naboskab, hvor der er fokus på at hjælpe hinanden.
- Vær opmærksom på både hegn og hæk, så tyve ikke kan gemme sig bag disse. Det er en god idé at sætte hegn op, som man kan se henover, og klippe sine hække ned i en lav højde.
- Opsæt timerstyret indendørslys og sensorstyret udendørslys.
- Sæt klistermærker på postkasser og døre for at signalere til tyvene, at der i nabolaget er en stor opmærksomhed på indbrud.
Tryghedsgruppen et et udvalg i kommunen, som udvikler forskellige initiativer og løsninger i forhold til at mindske indbrud.
Morten Slotsved (K) opfordrer til, at borgerne skal melde sig ind i tryghedsgruppen og BoTrygt og dermed forsøge at være aktivt deltagende i at bringe indbruddene ned i antal.
Det kan du gøre derhjemme
Anne-Sofie Theil, pressemedarbejder i Det kriminalpræventive råd forklarer, at man som borger kan følge deres råd til forebyggelse af indbrud. For det første skal man sikre sine døre og vinduer, så det er svært at bryde ind. Men der er også mange andre ting, man kan gøre opmærksom på. Se boksen med de gode råd og bliv klogere på, hvordan du sikrer dit eget hjem.
Sådan gjorde vi: Vi fik tilsendt en artikel fra en studiekammerat, hvor det fremgik, at Hørsholm Kommune lå på andenpladsen på listen over flest indbrud. Herefter lavede vi et facebook opslag, som vi delte i forskellige grupper med beboere i Hørsholm Kommune. Her blev vi gjort opmærksom på, at Hørsholms borgmester, Morten Slotsved (K), havde lagt et opslag op med en ny målsætning for indbrud i Hørsholm Kommune.