Børn er kræsne for at overleve

I stenalderen kaldte man det at overleve, i dag er man besværlig og kræsen. Ifølge Heidi Kildegaard, der blandt andet forsker på Aarhus Universitet i børns madvaner, kan man forklare nogle af børns madpræferencer ud fra naturlige instinkter. 

Giftige planter

“Man mener, at grunden til, at børn ikke vil spise bitre ting, er fordi, at det i stenalderen havde en beskyttende funktion overfor giftige planter. Mange af de giftige planter er nemlig utrolig bitre,” forklarer Heidi Kildegaard. 

Udover de giftige planter kan kræsenhed også have virket mod mangelfuldt tilberedt mad. Heidi Kildegaard mener ikke kun, at ens præferencer gælder det, der smager bittert. Hvad vi nu lærer i hjemkunstskab om tilberedning, kan vores instinkter tidligere dikteret.

“Mange kan heller ikke lide, hvis kød er for rødt. Det kan også have en beskyttende funktion, fordi der kan være bakterier i,” foreslår Heidi Kildegaard. Hun tror, at “det kan være et levn helt fra den tid, hvor tingene skulle forberedes ordentligt, fordi det var den eneste måde, man kunne overleve på”.

Starter i mors mave

Grundlæggende mener Heidi dog, at “børn i princippet er født til at kunne lide alt”. Derfor har forældrene stor betydning for hvilken mad, et barn lærer at spise. Allerede mens barnet ligger i moderens mave, lærer det, hvad det skal kunne lide.

“Fostervandet, som barnet ligger i, er spækket med smagsstoffer fra det, moderen spiser,” forklarer Heidi Kildegaard. Det betyder, at “jo mere varieret og mere forskelligt moderen spiser, jo mere vænner barnet sig til”.

Også under amningen smager babyen på moderens aftensmad. “Jo mere varieret moderen spiser under amningen, jo mindre kræsen bliver barnet,” tilføjer Heidi Kildegaard.

Når barnet selv begynder at spise, har forældrene stadig et stort ansvar. “Hvis forældrene spiser det, der kommer på bordet, så vil børnene også straks lære, jamen det er okay, der er ikke noget farligt i det her,” forklarer hun.

Bange for nyt

Heidi Kildegaard skelner mellem det at være kræsen og det, at være bange for at prøve ny mad. Det er ifølge hende, det sidste som de fleste børn lider under.

Et råd til forældre er, at vise barnet, at maden ikke er farlig. Derfor skal man ifølge Heidi Kildegaard blive ved med at give barnet det mad, som det ikke kan lide. “Så vil de tænke, ‘jeg fik ikke ondt i maven af det her, det kan jeg godt spise en anden gang’”, mener hun.

Læs også

Foråret gør livet farligere for skraldere

Mad med vitaminer kan slå dig ihjel