Byråd afskaffer borgernes spørgetid: »Signalværdien er ringe,« mener ekspert

 

Spørgetiden medfører råb, tumult og afbrudte byrådsmøder. Nu tager Frederiksberg Kommune konsekvensen.
Foto: Magnus Kofoed Lassen

Byrådet på Frederiksberg går nu til kamp mod råb og tumult, der har medført flere afbrydelser af byrådsmøderne. Konsekvensen bliver, at borgernes spørgetid afskaffes, og det skaber debat.

–  Sprøgetiden er en demokratisk mulighed, og jeg synes, det er trist, hvis den ryger, siger Bitten Vivi Jensen, som gentagende gange har benyttet spørgetiden under byrådets møder.

Professor i Politik og Institutioner ved Roskilde Universitet Jacob Torfing mener dog, at der kan være god grund til at fjerne spørgetiden.

– Politikerne har et meget, meget stramt tidsbudget, og det tvinger dem til at spørge sig selv, hvordan de får den bedst mulige dialog med borgerne, og det er erfaringen fra flere kommuner, at spørgetiden ikke den bedste måde at opnå den dialog på, siger han. 

Det bevidner flere tumultariske scener i byrådsalen på Frederiksberg om. For eksempel benyttede en borger i 2018 spørgetiden til at true med at begå selvmord, efter at kommunen havde tvangsfjernet hendes børn. Byrådsmødet blev afbrudt, og politikerne måtte forlade salen til tilråb og trusler.

Eva Sørensen, professor i offentlig administration og demokrati ved Roskilde Universitet, er enig i, at det giver mening at se på spørgetiden. Dog hæfter hun sig ved, at afskaffelsen kommer, inden der er konkrete alternativer på plads. Samtidig sker det i kølvandet på en række dårlige forvaltnings- og sagsbehandlingssager, som Frederiksberg Kommune har stået overfor den seneste tid.

– Det er et dårligt signal, og signalværdien er ringe, for i virkeligheden er det, der er brug for lige nu, mere end nogensinde, at dialogen bliver styrket, siger Eva Sørensen.

Spørgetidens forfald

  •  I 2018 gjorde 23 forskellige borgere brug af spørgetiden
  •  I 2019 var det tal reduceret til 8 forskellige borgere
  •  Flere episoder med konfrontatoriske borgere har ført til
    afbrudte byrådsmøder
  •  Senest blev mødet d. 21. marts afbrudt pga. tumult

Kilde: Frederiksberg Kommune

Indskrænkning af demokratiet

Indtil nu har borgerne på Frederiksberg haft mulighed for at møde op til byrådsmøderne og stille deres spørgsmål direkte til politikerne. Den mulighed afskaffes 16. maj 2022.

Bitten Vivi Jensen er en af de borgere, der har benyttet sig af spørgetiden. Hun brugte bl.a. spørgetiden til at stille kritiske spørgsmål om, hvad der er blevet kendt som forvaltningsskandalen på Frederiksberg, som Berlingske Tidende kunne afsløre i 2019.

Bitten Vivi Jensen køber ikke præmissen om, at det er i mangel på konstruktiv dialog, at spørgetiden afskaffes. For hende er afskaffelsen en indskrænkelse af demokratiet, der skal skærme byrådet fra den offentlige kritik, hun selv repræsenterer.

– Spørgetiden var konstruktivt på den måde, at Berlingske kunne afsløre århundredets forvaltningsskandale. Nu er der ikke noget at afsløre, når det hele bliver holdt indenbords. Det er magten, der lukker sig om sig selv, og det er en yderligere svækkelse af demokratiet, mener Bitten Vivi Jensen.

Hun medgiver, at det er begrænset, hvor mange borgere der benytter sig af spørgetiden, men det er for hende ikke det samme som, at tiden er løbet fra formatet.

– Det er ikke voldsomt brugt, men muligheden er der, og jeg kan ikke se, at det generer nogen. Hvis der ikke er en spørgetime, så møder politikerne bare det senere ind, siger hun.

Viceborgmesteren: Helt skørt

Viceborgmester Lone Loklindt (B) erkender at timingen er dårlig og lover, at spørgetiden ikke bliver afskaffet, uden der findes konkrete tiltag, der kan overtage.

– Det er også helt skørt. Vi kommer ikke til at afskaffe det uden at have noget andet at sætte i stedet, siger hun.

Lone Loklindt (B) afviser dog, at afskaffelsen af spørgetiden er for at skærme byrådet. Det skal bare erstattes af tiltag, der på nuværende tidspunkt ikke har set dagens lys, men som kommer til at fremme borgerinddragelsen i kommunen.

– Vi vil ikke afskaffe det, bare for at afskaffe det, for vi synes jo sådan set det er vigtigt, men vi vil erstatte det med noget andet. Så skal vi selvfølgelig informere om det, men vi skal lige have det endelige på plads, siger hun.

Læs også: Langtidsparkerede veteranbiler får lov til at blive – indtil videre

Opdateret: Det første konkrete tiltag, der skal sikre borgerinddragelse, er borgerens mulighed for et 15-minutters foretræde for stående udvalg en gang om måneden og for kommunalbestyrelsen hver tredje måned. Foretræde for de stående udvalg er p.t. en forsøgsordning, der foreslås evalueret om 1 år i foråret 2023.

 

Sådan gjorde vi: Idéen til historien opstod ved at gennemgå dagsordenen fra byrådsmødet d. 4. april, hvilket indeholdt forslaget om at afskaffe spørgetimen. Dernæst fulgte telefonisk interview af Bitten Vivi Jensen, der som borger har benyttet spørgetimen gentagende gange. Derefter blev eksperter indenfor politisk forvaltning og kommunalpolitik og Lone Loklindt interviewet telefonisk.