Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam, retter kritik mod egne rækker. Han mener, at der er et problem med de københavnske cyklisters parkeringsvaner. Mange cyklister glemmer nemlig at bruge hovedet, når de parkerer:
– Jeg tror ikke at dem, der stiller deres cykler i tredje-fjerde led er onde mennesker, der bare vil ødelægge dagen for den enlige mor, der kommer med to bæreposer og en skrigende unge. Jeg tror det handler om ubetænksomhed, siger han.
I Københavns Kommune er der allerede ansat et korps af “cykelbutlere”, som rydder op i cykelrodet på kommunens metro- og S-togsstationer. Cykelbutler Poul Erik Kinimond bekræfter, at problemet er stort:
– Der er mange, der parkerer uhensigtsmæssigt.
Det handler om opdragelse
Cyklisterne skal opdrages til at parkere ordentligt. Det er budskabet fra Cyklistforbundet. Lige nu arbejder de på en kampagne, der skal forbedre cykeladfærden generelt, men indsatsen kan sagtens udvides:
– Det er slet ikke utænkeligt, at vi laver en kampagne målrettet cyklisternes parkeringvaner, siger den tidligere Teknik- og Miljøborgmester, Klaus Bondam.
Cykelbutlernes tilstedeværelse på stationerne har en positiv effekt på cyklisternes parkeringsvaner. Det oplever Poul Erik Kinimond, når han møder cyklisterne på stationerne:
– Cyklisterne er meget glade, når vi møder dem. De er meget samarbejdsvillige, når vi forklarer, hvad det handler om.
Læs også: Bilparkering bliver til cykelparkering
Nogle steder er cyklisterne meget opmærksomme på at parkere hensigtsmæssigt. Især på én station går det godt:
– På Bella Center Station står mange cykler uden for stativer, men folk sætter dem i formationer. De ved hvordan cyklerne skal stå. Jeg har sågar set cyklister, der har løftet pegefingeren for andre cyklister, når der ikke blev parkeret ordentligt, siger Poul Erik Kinimond.
Mange om buddet
Ifølge Bondam er parkeringsproblemet vidt udbredt. Det hænger sammen med, at der er for få parkeringspladser til cykler. Der, hvor der er mange mennesker, er det værst:
– Vi oplever i Cyklistforbundet et enormt og massivt problem med cykelparkering. Det er især en stor udfordring på trafikale-, handels- og kulturknudepunkterne, siger han.
Læs også: Københavnere skal i fremtiden parkere cyklen langt væk
Især på de store S-togsstationer er det trængt med pladsen til cykler. På Nørreport Station flytter cykelbutlerne op til 800 cykler hver dag.
Ifølge Københavns Kommunes hjemmeside er der 650.000 cykler i hovedstaden, og over halvdelen af dem bliver brugt dagligt.