Dansk ozon-solcreme snart på hylderne

1,8 mio. kr. fra investeringsvirksomhed, testproduktion i Japan, samarbejdspartnere i Silicon Valley og anerkendende udtalelser fra Yale University. Solstrålehistorien om de to danske gymnasiepiger, der for tre år siden tilsyneladende fik en genial idé, vil ingen ende tage. Ideen om at putte ozon i solcreme ser nu snart ud til at blive virkelighed.

»Hvis alt går efter planen, er vi et halvt til et helt år fra det endelige produkt,« fortæller en af ideens opfindere, 20-årige Sara Naseri.

De to gymnasieveninder, Sara Naseri og Emilie Riis Kjeldsen, har været en tur i Japan for at sætte en testproduktion op, og indtil videre kører produktionen efter planen. Men før vi kan finde solcremen på supermarkedets hylder, kræver den færdige produktion af ozon i solcreme lidt flere tests.

»I forhold til solcremen vil der kræves nogle helt specielle kliniske og toxologiske tests, som kan tage lidt længere tid. Men hvis alt går efter planen, så har vi et færdigt produkt i starten af 2013,« vurderer Sara Naseri.

Næste stop Silicon Valley
For tre uger siden vandt pigerne konkurrencen Intel Challenge, som udnævnte ideen om ozon i solcreme til den med størst virksomhedspotentiale i Vesteuropa. Med udnævnelsen går pigerne videre til den globale konkurrence i San Francisco, og når turen nu alligevel går mod mulighedernes land, skal der ifølge pigerne også etableres kontakt til samarbejdpartnere i Silicon Valley. Ideen rækker nemlig langt ud over Danmark.

»Hvis vi vinder den næste konkurrence, vil det kunne åbne nogle døre, der ville kunne skabe et større netværk for os, også i USA,« fortæller Sara Naseri.

Fra idé til virkelighed
Ideen til solcremen fik pigerne som 17-årige, da de en dag lå og solbadede på stranden. Her undrede de sig over, hvorfor det ikke er muligt at beskytte kroppen fuldstændig for uv-stråling, ligesom ozonlaget beskytter jorden. Så hvorfor ikke bare putte ozon i solcreme og give kroppen sit eget ozonlag? På Egå Gymnasium fik pigerne mulighed for at arbejde videre med ideen, og inden længe undersøgte forskere på Yale University i USA teorien og kvitterede med et »proof of principle«, som godkendte ideens teori.
Siden er det gået stærkt for pigerne, og så snart studenterhuerne blev sat på hovederne forrige sommer, har al deres tid været dedikeret til projektet. 
Men selvom der er mange led i vejen til et reelt produkt, er pigerne ikke i tvivl om, hvor de vil ende.

»Vores drøm er stadig at udvikle en solcreme, der kan forbygge hudkræft,« fortæller Sara Naseri.


Læs mere her:
Danske piger vil sælge ozon på tube

Ozon-solcreme får millionstøtte