Danske musikere hylder Leonard Cohen

Steffen Brandt og Tina Dickow er blandt de optrædende kunstnere i koncerten ”På Danske Læber 2017”. Sammen synger de deres fortolkede duetversion af ’Halleluja’. Foto: Martin Høyer Poulsen/VEGA.

Tina Dickow, Lars Lilholt, Oh Land og Bisse. Det var en alsidig flok fra den danske stjernehimmel, der mandag aften indtog Store Vega i København til en udsolgt ekstrakoncert. På deres danske læber flød fortolkninger af 16 Leonard Cohen-sange. Sange, der stod som tunge mindesmærker for den afdøde kunstner, og som samtidig sendte tankerne 13 år tilbage i tiden, hvor de danske fortolkninger for første gang blev bragt til live fra selv samme scene.

Ligesom i 2004 er det musiker og producer Nikolaj Nørlund, der står bag opsætningen af ”På Danske Læber 2017: Leonard Cohens sange fortolket på dansk”.

– Der kom en opfordring fra Vega om at lave en genopsætning, efter at Cohen var gået bort. Og så tænkte jeg, hvis man nogensinde skulle gøre det, så var NU meget passende, fortæller Nikolaj Nørlund.

Og det var han ikke alene om at tænke. Syv af de i alt 16 sange blev spillet af kunstnere, der også var med tilbage i 2004.

Det er en række meget forskellige kunstnere, der giver deres bud på, hvordan nogle af Leonard Cohens største sange lyder i deres munde. Her er det musikeren og performeren Bisse, der giver publikum noget af sig selv. Foto: Martin Høyer Poulsen/VEGA.

Gammelt koncept med nye elementer
Under koncerten blev der hverken sparret på røg, lyseffekter eller kontrabas, som alt sammen gik i fin harmoni med Vegas tunge, røde bagtæppe. Hvert nummer var en unik opsætning i sig selv, hvor den enkelte kunster kom så meget til udtryk, at den lille scene nogle gange skubbede tankerne hen på en gammel katedral, andre gange på en amerikansk jazzklub fra 20’erne.

De var med
Nikolaj Nørlund, Steffen Brandt/Tina Dickow, Jens Unmack, Niels Skousen, Ulla Henningsen, Claus Hempler, Lise Westzynthius/Marie Laurette Friis, Peter H. Olesen, John Guldberg, Katinka, Christian Hjelm, Blaue Blume, Carl Emil Petersen, Bisse, Oh Land og Lars Lilholt (som stand-in for Poul Dissing). De første syv var også en del af opsætningen i 2004.

Og det var da også et af fokuspunkterne; at vise alsidighed. At gå fra Blaue Blumes drømmende artrock-univers, til den guitarspillende duet Steffen Brandt/Tina Dickow og videre over til en Bisse i netdragt – og intet andet.

– Jeg har bestræbt mig på at prøve at ramme en blanding af det gamle koncept og noget nyt. Det synes jeg var det mest interessante og derfor også det mest respektfulde overfor Cohen. Det er en af de principper, der har ligget til grund for line-up’et. At have en stor aldersmæssig spredning synes jeg er meget livsbekræftende og musikalskt, siger Nikolaj Nørlund.

Vega: Passende måde at markere Cohens liv på
Spillestedet Vega, der endnu engang lagde sal til opsætningen, ser især koncerterne som en god måde at minde Leonard Cohen, der døde 7. november sidste år.

– Da vi fik muligheden for igen at samle holdet bag ‘På Danske Læber’ plus nyere artister, syntes vi, at det var en passende måde at markere Cohens liv og virke. Den kunstneriske kvalitet i projektet har holdt i det årti, der er gået siden det første gang så dagens lys, og har bevist at det stadig er aktuelt, siger Ditte Sig Kramer, kommunikationschef for Vega.

Læs også: Verdens Poesidag markeres i Aarhus

En koncert, der hiver så mange forskellige kunstnere på scenen på så kort tid, kræver dog også sit arbejde:

– Det er altid krævende at have den slags store opsætninger i huset. Men i ordets mest positive betydning. Vega er sat i verden for at skabe storslåede musikalske oplevelser, så vi synes, det er vidunderligt at få besøg af så mange dygtige musikere på én aften.

Læs også: Glemt musik-genre vinder frem i Danmark

På Danske Læber 2017 har spillet to koncerter i Store Vega, København. I aften går turen til Musikhuset i Aarhus, hvor der ligesom i hovedstaden er meldt udsolgt. Det er endnu uvist om koncerten også denne gang ender med at blive indspillet og udgivet.